29 april 2010

Paris j´taime

Herligt herligt herligt, sikke en torsdag i dag. Om en time nupper jeg min kuffert og drager mod luftehavnen, hvor jeg mødes med min dejlige søster. Foran os venter 4 dage i byernes by. Min elskede Paris!!!
I morgen Yves Saint Laurent udstilling i Petit Palais, derefter masser af tid til at slentre i gaderne, sove længe have rolige måltider uden børn der afbryder og forhåbentlig se lidt kusiner og tanten min. Lige nu sidder jeg og drikker en kop kaffe inden jeg skal i bad, og jeg er overbevist om at kaffen smager meget bedre på en fortovscafé i Paris!!!
God bededagsferie til alle jer derude, jeg skal nok forsøge at snuppe lidt solskin med hjem i kufferten...
Au revoir et á bientôt !!!

26 april 2010

Sikke et imponerende "design"

Her til aften da jeg stod og skar svampe til aftensmaden, blev jeg med et totalt fascineret af hvor imponerende sådan en svamp egentlig ser ud! Og det var da et par billeder værd!

25 april 2010

Forårskæk med sving i skørterne

Uha der er ikke noget så lækkert som at komme i farverne her når foråret er gået igang. Jeg ELSKER farver, men finder først rigtig ud af at iklæde mig dem når solen begynder at skinne, egentlig lidt ærgerligt...
Rose derimod ligner et fastelavnsris hele året rundt! I dag iklædte jeg Rose en ny nederdel, som jeg vip vap vup har syet i dag, og muffin-vesten, og det var ikke svært at overtale hende til at posere så jeg kunne fotografere tøjet. I går på vores super hyggelige strøgtur, hele den lille familie, fandt vi smarte forårssko til begge børn. Rose faldt for nogle lækre sølv og lilla hummel støvle-gummisko. Og hun er meget meget glad for dem.
Jeg vil rigtig gerne sy noget til Max (andet end det årlige fastelavns kostume) men ved ikke helt hvad. Hjemmesyet drengetøj er altså heller ikke nær så smart som hjemmesyet pigetøj! Eller er det bare mig? Kender du mon noget fedt drengetøj der er nemt at sy???
Her et par fotos af hende den forårskække, med nyt tøj (der er lagt frem til at tage på i skole i morgen) og nye sko...




Nederdelen er SUPER NEM at sy! Ja det er vesten egentlig også...

24 april 2010

Kantebånd & quiltevlies

Den kære maskine der er kommet ind i mit liv for nylig er det bedste jeg længe har fået mig! det er en fornøjelse at sy på sådan en maskine, og hver gang jeg har et ledigt øjeblik, smutter jeg ind til maskinen og syr lidt. Der er op til flere projekter igang, typisk mig! men i dag formåede jeg at gøre et lille syprojekt færdigt, fra jeg begyndte at klippe og til at Rose hoppede i sin nye vest gik der sørm sjaskemig ikke lang tid. Jeg kunne ikke stå for stoffet, og vidste at det var lige noget for Rose. Endnu en vest er under produktion færdig, men ak jeg løb tør for quiltevlies, så den må ligge og vente...
Det er ikke meget jeg har gjort mig i det med kantebånd, men nu øver jeg mig, og det går ganske fint, af en begynder at være...

En lille fiks sag, nem og hurtig at sy, så jeg tror jeg kører et par stykker gennem maskinen...



Uhmenum det her print er lækkert synes jeg...

20 april 2010

Suppe

I den travle hverdag er det nu rart når man hurtigt kan klare et lækkert og varmt måltid uden at skulle snitte, hakke, stege eller koge inden... For mig er frokosten mit højdepunkt på dagen, og jeg gør et stort nummer ud af at få et lækkert måltid med på arbejde. Den sidste tid er jeg dog faldet lidt af på den, men her til aften har jeg lavet en super lækker suppe, en stor nok portion til 3 gange frokoster. 2 kommer i fryseren og den anden skal med mig på arbejde i morgen. I morgen er en LANG dag da vi holder forældremøde om aftenen, så en suppe der lige kan komme i mikroovnen er bare sagen. jeg deler gerne ud af tips og idéer, prøv gerne selv...

RØD GRØNTSAGSSUPPE
Knap en halv butternutsquash
1 rød peber
5 skalotteløj
lidt ingefær (ca. 1tsk)
3 fed hvidløg
Alt hakkes og svitses i kokosolie
Så kommer der 2 dåser flåede tomater i + en halv hakket rød chili, salt, peber, timian og 3 dl. vand.
Det koger op og småsimrer derefter i ca. 20 min.
Det hele blendes, og vupti der er en lækker suppe på ingen tid!

VELBEKOMME


Serveres evt. med brød. Her pyntet med lækker tyk youghurt.

19 april 2010

Åh de kære børn og deres legetøj...

Søndag morgen da jeg glad gik ud i køkkenet for at åbne fryseren og hive posen ud med boller som skulle varmes til morgemaden, kom jeg sådan til at smile og blev helt varm indeni. Det kan godt være at børn kan være umulige, plage, larme og til tider pænt irriterende. Men de er fandme også søde og skønne og fulde af overraskelser. Rose har fået sig en flok dyr sidst hun var hjemme hos farmor og farfar. Jeg havde da godt hørt hende tale om at hvis de kom i fryseren, så ville pigedyrenes ble blive lyserød og drenge dyrenes ble lyseblå. Men det havde jeg lige glemt da jeg åbnede fryseren og blev mødt af dette syn

Omgivet af snaps, isvafler og ærter står disse dyr lige så fint på række, hyggeligt ikke!?

15 april 2010

"Kongelig for en dag"

Der er så meget debat om kongehuset. Jeg er for! -og i morgen kører vi totalt royalt tema i 2.a.
Vi skal på tur til København K. Hovedformålet med turen er at vi skal flage og råbe hurra for Margrethe d.2. -Vi har selvfølgelig også sendt fødselsdagsbreve afsted til hendes majestæt!
Og nu da vi alligevel skal til byen, tænker jeg at det er oplagt med en lille byvandring i den del af København som jeg synes er så smuk og majestætisk!
Vi skal se Nyboder, besøger Marmorkirken, Amalienborg, Kongens nytorv, Det kongelige teater og Nyhavn. I den anledning er det jo passende at nævne den kære kong Christian d.4.
Der er nogle små ben der får gået en del i morgen, men vejret er garanteret solrigt, og det er fredag og der er flag på busserne og ja forår i København er bare så berusende...

"Kongelig for en dag", er overskriften på det som mine elever skal skrive om i deres dagbog i morgen tidlig, inden vi tager på byvandring. De skal forestille sig selv som en kongelig, (prins, prinsesse, konge eller dronning) og beskrive dagen som de gerne selv kunne tænke sig den så ud.
Hvad jeg selv ville lave hvis jeg var kongelig for en dag har jeg egentlig ikke tænkt på. Men en prinsesse ville jeg vælge at være! Hvad tænker du???

Diadem eller krone???




14 april 2010

Se bare her

-hvad jeg har hentet på posthuset i dag:

En spritny, superfed, lækker, næsten lydløs og stærk symaskine!!! Det er slet ikke til at forstå at jeg nu har sådan en maskine. Glad var jeg for den gamle, men det her er lige hvad jeg har ønsket mig og drømt om!!!


Med i købet fulgte tråd, nåle, målebånd, spoler og to sakse. Det kan betale sig at have handlet hos den gæve jyde før, afslag i pris på maskine og en pose med ekstra lir kvit og frit!


Da bordet var ryddet op, gjort rent og maskinen sat til skulle den da lige afprøves, og nu KRIBLER det i mine fingre for at komme ind til den igen. Maskinen er så stille at det er lige før jeg kan tillade mig at sy efter kl.20, (dette må man ellers ikke ifølge husordenden, måske rimeligt, men også en anelse irriterende).

Så nu har jeg sørme to symaskiner, er der mon en der har brug for en maskine???

...

tjek denne give away

13 april 2010

MUMS

På en køretur sagde min mormor at der var noget hun sådan havde lyst til, min mor gættede på konditorkager og så var der lutter smil og forventning i bilen. De 3 generationer var kort tid efter ved en bager hvor min mor og jeg købte disse 3. Medaljen til mormor og gåsebryst samt napoleonskage til min mor og jeg til deling.
MUMS hvor smagte det godt, og hvor ER det lang tid siden at jeg sidst har sat tænderne i sådan en flødesnasketbagersag...
Hvornår har du sidst fået en konditorkage?

12 april 2010

Jeg er ellevild med frugter

Frugter både dufter og smager dejligt. Der findes et utal af spændende, smukke og flotte frugter. Farverne er lækre, og indbydende. De er også dekorative.
I mit broderiflip som jeg "lider" under for tiden, har jeg kastet mig over forskellige frugtmotiver.
Se med her og sig hvad du synes...


Ternet papir, blyant og tusser. Her ses to tegninger som er første step til de færdige frugter


 Andet step. Prøvekluden


Det færdige kirsebær. Nu mangler jeg bare at finde ud af om der skal være mere gult, eller evt. en anden farve. Hvilket stof der skal bagpå, og hvor denne nålepude skal bo når den er færdig...


Et jordbær er undervejs, jeg tænker lyseblå eller lyserød baggrund...?!

-Når man sådan sidder i et tog hele vejen til Hjørring og tilbage igen, er der masser af tid til at sidde helt stille med en god bog, musik i ørerne eller som mig med et håndarbejde i hænderne. Jeg valgte at bruge timerne på at brodere, og fik tænkt en masse gode tanker mens jeg rejste gennem det danske land.

08 april 2010

Afsted til det nordjydske...

I morgen drager jeg afsted til det nordjydske. På vejen sætter jeg børnene af i Nyborg, hvor farmor og farfar henter dem og leger med dem på bondegården på Langeland, indtil jeg mandag rejser den anden vej og samler dem op igen.
Jeg ser frem til 3 dage i Hjørring hos min elskede mormor. Hun er gammel, træt og svag, det gør mig trist, og derfor rigtig glad over at jeg nu skal være sammen med hende i hendes dejlige hjem i 3 dage, kun hende og mig. Ingen børn der afbryder eller larmer!
Min kære mor er kommet hjem fra USA i går så hende kan jeg også hygge mig med, hun har en listig plan om at vi skal i svømmehallen kl.6 lørdag morgen (GISP)...
Jeg tænkte mere en slentretur langs Vesterhavet eller en tur i biografen!



Kufferten er pakket. Der er både blevet plads til løbegrejet, strikketøj, broderiarbejde og to gode bøger...

En til det småtte

Til min nye skoletaske skulle der selvfølgelig også være en ny taske til alt det småtte (telefon, læbepomade, håndcreme, pung og såen). Så sådan en skyndte jeg mig da at sy.


Stof og guldbånd fra Stof 2000. -Dejlig blødt blomstret stof.

07 april 2010

prikken over i´et



Jeg kunne ikke stå for dette røde badetæppe da jeg var i IKEA forleden dag. Nu ligger det i vores helt hvide badeværelse og gør mig glad hver gang jeg går derud!
Men det har medført en fjollet "diskussion" herhjemme. Jeg mener at det erstatter bademåtten, for det er vel det der er tænkt med det her badetæppe? Så jeg fjernede glad bademåtten, og placerede mine rene og tørre fødder på mit dejlige røde badetæppe, men nej nej, fik jeg at vide. Bademåtten bruges når man kommer ud af badet og bagefter lægger man det røde badetæppe på plads... Ej altså nu blive det en tand for besværligt for mig! Hvem jeg "diskuterer" med om bademåtte og badetæppe behøver jeg vel ikke at nævne?!
Kender i til de der dumme, fjollede eller ligegyldige diskussioner og snakke om eks. sådanne emner??? Og hvad skal jeg sige eller gøre for at mit fine røde badetæppe erstatter bademåtten? Havde IKEA bare kaldt det en bademåtte, så havde der måske ingen diskussion været...
Badetæppet fås i flere farver og koster vist kun 39 kr. Og jeg synes det har sat prikken over i´et og gjort vores badeværelse meget hyggeligere!

06 april 2010

Loppefund

Det er alt alt for sjældent at jeg kommer på loppemarked, så jeg blev rigtig glad for at muligheden var der i påsken.
Til den nette sum af 10 kr. fik jeg adgang til et fint lille loppemarked, og med i prisen fik jeg en god kop kaffe. Men puhh hvor folk skubbede og masede, det mindede om et stressende lagersalg. Efter to runder bland møbler og porcelæn m.m. trak jeg udenfor. Der under en pavillion var der legetøj, solbriller og andet guf.
Her fandt jeg de 8 ting som tilsammen kostede mig under en halvtredser: 5 puslespil med flotte og farverige motiver af Bjørn Wiinblad, en meget fin lysestage der nu pynter i stuen, en kop til Max og et par solbriller til Rose.


 En hyggelig aften, mig selv, the, chokolade og puslespil! De blå plastiktallerkener er en sjov souvenir fra en FANTASTISK paradis ferie på Solomoøerne, og de bruges gerne til sorteringsarbejdet når jeg pusler...
For nylig blev jeg på ny forelsket i Bjørn Wiinblad, så jeg snuppede gerne alle 5 puslespil da jeg så dem.





Lysestagen. Som nu står ved siden af skaller fra Solomonøerne.



Smarte gule rapand briller til Rose og en kop til Anders and elskeren Max.

05 april 2010

Tasken er pakket

og madpakken smurt. Rent sengetøj er lagt på, vækkeuret stillet til kl.05:25, tænderne er børstet og jeg er hoppet i nattøjet. Ferien er slut, ja ØV BØV slut er den, det var lige så hyggeligt. Jeg kunne snildt bruge èn til uge, UDEN at komme til at kede mig!
Godt nok er alt det omkring mig klar til i morgen, men det er jeg ikke. Planen for undervisningen i morgen er så klar som den kan være (en post it med 7 emner, blot forslag og idéer til hvad vi kan lave i 2.a i morgen).

 Min nye skoletaske. Det er blot et net, men det er hvad jeg længe har ønsket mig som skoletaske, og nu har jeg syet mig et. Der er kun én lomme indeni, så det skal nok blive noget rod dernede i mørket... 

 Et kig ned i tasken, penalhus, kalender, notesbog, briller, kalender og lidt toiletsager -det vigtigste for en god skoledag for mig. Det er første gang jeg kaster mig ud i at quilte selv, og det er bestemt ikke sidste, selvom det er ret tidskrævende.

Ja sådan kan man også gøre det. Første dag efter en ferie er som regel lidt underlig, både elever og os lærere skal lige vænne os til at være i gang igen. Sådan en dag kan nemt gå op i hat og briller. Og jeg har i den grad holdt FERIE så jeg kan slet ikke huske hvor langt vi er nået i læse og arbejdsbog... Så derfor en lille liste, med nogle sikre vindere...

Hvis mine elever glæder sig lige så meget til at komme i skole i morgen som mine egne to børn, skal det helt sikkert nok blive en god dag. Det bliver surt at høre vækkeuret kime, men godt at komme op på cyklen igen!
Snart midnat, så nu må og skal jeg ikke finde på mere for i dag. Jeg ønsker alle, der som jeg starter på arbejde i morgen efter en dejlig ferie god arbejdlyst.
Godnat

MANGE små krydser

Jeg kan rigtig godt lide at brodere, men det er sjældent at det sker. Ulempen med et broderi er at det er svært at arbejde med foran fjernsynet, hvor strikketøjet bare ligger blødt i hænderne mens den ene film eller serie efter den anden passerer forbi. Men i går aftes, fik jeg sådan lyst og hev kufferten frem...


Frem kom kufferten med broderi grejet. Og så var jeg helt opslugt!



Pudebetrækket til Rose som jeg er gået igang med for 100 år siden. Nu er bogen med motiverne væk, så det er svært at komme videre med projektet!



Tern i mange farver. Tænker det skal være til en nålepude. Har ikke brug for en, men måske du har?

04 april 2010

April

April måned starter med en lidt særlig dag. Og som de sidste mange år, kom denne dag igen bag på mig. Pludselig var det den dag hvor man skal fuppe og narre andre. I år var jeg sammen med min søster og alle vores børn. Det kunne have været sjovt hvis vi havde fundet på noget at narre de 5 børn med, men ingen gode idéer kom til os. (jeg er så dårlig til den slag) -til gengæld er jeg nem at narre og hoppede i med begge ben da en kollega snød mig! Heldigvis viste det sig at det var en aprilssnar...
April måned startede med en højtid som jeg rigtig godt kan lide, jeg har klippet og klistret og malet æg, og spist masser af påskechokolade.
Denne måned byder på lidt af hvert. Et bryggers er ved at tage form her i lejligheden, hvilket er meget tiltrængt og det bliver super fedt!
Endvidere skal jeg på en forlænget weekend til Hjørring og besøge min kære mormor, som er gammel, alene og svag. Jeg glæder mig MEGET til at komme 3 dage op til hende. Spille scrabble, lægge kabaler, se tv og strikke i hendes dejlige stue. Når jeg tænker på det, kommer alle de dejlige minder frem som er forbundet med min mormor, Hjørring og Vesterhavet.
Fredag d.16 skal jeg med min 2.klasse til København på en lille byvandring, men hovedformålet med turen er at vi skal vinke og råbe hurra for dronning Margrethe. Jeg er lidt af en royalist, og synes det er perfekt at fødselsdagen i år falder på en fredag, og er super glad for at min kollega var med på idéen.
Det er også i denne måned at jeg skal løbe en masse, har nu fået lagt et løbeprogram og fået mig en personlig løbetræner. Det bliver hårdt men godt og forhåbentlig vil jeg kunne se fremskridt, og kortere afstand til mine mål.
Måneden slutter af i byernes by. Min søster og jeg drager 4 dage til Paris i anledningen af hendes 40 års fødselsdag. Vi glæder os begge helt vildt meget. 4 dage UDEN mænd og børn, opvask, tøjvask, madlavning, oprydning og arbejde. 4 dage MED lange morgener, gåture, lækker mad, fortorvscaféer, museumsbesøg, modemagasiner.... Det kan kun blive fedt!!!
April måned forekommer mig kort, måske fordi det har været ferie den første uge, og jeg først begynder at arbejde d.6. Men det gør ikke noget, for maj måned er klart en af mine yndlingsmåneder, så lad den endelig komme hurtigt... Men jeg glæder mig til denne måned, for der er gode ting i vente!
P.S. dagen i dag er dagen hvor jeg rundede 500 besøg på min blog. Tillykke til mig selv.

Masser af inspiration, kreativitet og lækre farver!!!

Inspirationen til at oprette min egen blog fik jeg af en kollega, som har en fin, enkel og meget indbydende blog. Men der er dælme mange lækre, indbydende, inspirerende og farverige blogs. Jeg fryder mig over at læse indlæg, se på fotos og er vild med at der er så mange kvinder som deler ud af deres oplevelser, erfaringer og lader os andre være gæster i deres liv og også helt inde i privaten!
Her er blot en lille håndfuld af de blogs som jeg med stor fornøjelse læser, tjek dem ud og se hvor fine de er. Frøken fryd, en fugl i hånden, Karen Klarbæks verden, Westmose

03 april 2010

Har man bryggers i en lejlighed?

Ja nogen undrer sig når jeg nævner at vi har et bryggers! Men da vi for over 2 år siden flyttede ind i vores 120 kvm. store lejlighed valgte vi at prioritere et bryggers fremfor et lille bitte rum... Men vi sad også med en stor plan over lejligheden, og skulle tage stilling til hvilken fordør og bagdør der skulle blændes? skulle en eller flere vægge lægges ned? Hvordan skulle det kæmpe køkken/alrum se ud? Pyha det var ikke helt nemt. Og da der "kun" er en handyman i familien, tager det hele jo tid, og det sætter en naturlig grænse for hvor store projekter vi kan kaste os ud i. Så det er blevet som det er blevet, men det er også blevet rigtig godt. Nu har Anders ferie, og den skal da bruges ordentligt. Så nu bliver bryggerset endelig lavet fint og indbydende. Inden han gik i gang lignede det et bombet lokum, grimme vægge og bare ikke lækkert...
I går vendte børnene og jeg hjem fra 4 dage på Langeland. Hold da op der er sket noget, nu er der så tilgengæld arbejdsstøv og rodet over det hele, men det går fremad og Anders får helt sikkert lavet et fint rum til os.
Hvad definitionen på et bryggers er ved jeg ikke, men vores er: et rum hvor der skal står sko, hænge overtøj, plads til støvsuger, strygebræt, tørrestativ, en håndvask til at skylle pensler, et langt bord hvor man kan lege med ler eller sidde ved og male, plads til at lægge tøj sammen, plante blomster om, høre radio....
I dag går turen så til IKEA efter bordplade, vask m.m.m.

 I hjørnet ses skelettet til den nye reol hvor skoene skal stå, der er kommet filt på væggene og bygget en kasse udenom de grimme rør. Uhhh hvor jeg glæder mig til at se det færdige rum.

02 april 2010

Så fint så fint

-og så smager det himmelsk.
Forleden dag ankom min far til Danmark på forårsferie. Inden da havde han tilbragt en uge hos min faster i paris. Min elskede, søde, tjekkede og dejlige faster havde til os herhjemme sørget for lidt lækkerier: PÅSKEchokolade!!! Tjek lige den fine emballage.

 To fine turkise poser, og ud kom der flotte, farverige og indbydende æsker med chokolade der ikke bare smager fantastisk men også ser fantastisk ud!


En æske til børnene. Fine små figurer og søde farver. Nænner de mon at spise det...?!


-og en æske til de voksne. Og ja vi nænnede godt at spise det. Mums det er lækker chokolade!

01 april 2010

En lille ting til påskebordet

Med til langeland havde jeg taget en hel del pap, fjer, lim m.m.
Børnene var glade ved at klippe klistre, men det endte med at jeg oftest sad alene tilbage ved bordet...
Her en lille krans til at pynte bordet med. Den er da meget sød, eller?

Pap i forskellige farver, limstift, øjne og en saks, ja så er den på plads. Og kan jo laves til andre højtider og festlige lejligheder!

Hvae er der ikke noget galt med farverne på Langeland???

 
Billede taget ved Tranekær slot, Langeland. Påsken 2010.