31 december 2010

0 dagen ! -0 som i nul !

For et par år siden opfandt jeg begrebet 0 dagen. Jeg er selv meget glad for det og deler det nu med jer, måske andre vil få glæde af at der er en 0 dag...

0 dagen betyder en dag som er uden for regnskab. Det er lidt ligesom den ekstra time eller dag som mange gerne vil snyde ind i kalenderen, dem som ikke synes de har tid nok til hverdag.
i disse dage og i de kommende timer er der MANGE der formulerer nytårsfortsæt, og rigtig rigtig mange påstår garanteret at fra i morgen af skal de holde op med dit og dat eller begynde på det ene eller det andet! Nogen siger at man ikke skal gå i gang med en ny slankekur eller lign på en mandag. Det er dødsdømt på forhånd!  I morgen er det ikke mandag, men dagen minder lidt om, på den måde at det er starten på noget nyt, men meget vildere end en ny uge, nemlig et helt nyt år.
Jeg er VILD VILD VILD med at starte på et nyt år, at vågne op 1.januar, at åbne den nye kalender hvor der ikke er alle mulige ting skrevet ind i endnu, at tage imod et nyt år med mod, åbne arme og en kæmpe portion nysgerrighed. I dag har hele familien fået rent sengetøj på, så vi kan gå i seng i knitrende blødt og velduftende senge...

I "gamle dage" var årets første dag præget af tømmermænd og humøret til at spise sundt eller motionere var bare ikke i top, det har ændret sig en del siden. Men det der ikke har ændret sig er at der er lækre madrester fra dagen før, der er alligevel røget en del alkohol ind, søvn plejer jeg ikke at få nok af, alt dette gør at jeg ikke lige er i humør til revne gulerødder og en frisk løbetur 1.januar.

Det er her 0 dagen kommer ind i billedet !!!
D. 1.januar er en 0 dag, den regner jeg IKKE med i kalenderen, faktisk er det bare en dag mellem nytårsaften og at det nye år rigtigt begynder d.2.januar. Altså er d.1.januar en "gratis" dag, her kan du vomme dig hele dagen, smovse og lalle totalt og det UDEN dårlig samvittighed, og lov mig nu gør det UDEN dårlig samvittighed ellers er det altså IKKE sjovt!!! Og når aftenen så kommer og jeg går i seng, ved jeg at fra næste morgen af starter det nye år for alvor og den nye stil!!!

Måske det kan hjælpe dig til at komme igennem den første dag i året???


Status pt. :
Anders hviler sig i Roses seng, min farmand hænger foran sin computer, Max og Rose og deres fætter spiller Nintendo i sofaen,  min søster, hendes to døtre, hendes mand og hans søster er på hotellet, hviler og klæder om for så snart at komme herhjem.
Menuen er simpel og noget både børn og voksne kan lide: schnitzler med lækre kartofler sauce og ærter, masser af rødvin. Senere frugttærte med cremefraiche eller is, champagne, kransekage, dessertvn og masser af børnekrudt.
Og naturligvis skal vi se 90 års fødselsdag.
NU skal jeg ud og dække et farvestrålende nytårsbord til, ja hold godt fast 5 børn og 6 voksne, såååå stort er vores køkken altså heller ikke, men der er lige akkurat plads...

RIGTIG GODT NYTÅR TIL ALLE JER DER KIGGER FORBI !!!!!!!!!

30 december 2010

Leg i sneen

Der er så meget sne, sjap, våde gulve og klamme sokker i disse dage. Men der er også skønne stunder og dem formår børnene altså at skabe! En dag med tunge poser fulde af julesteg m.m. stod jeg i toiletkøen i Super best, udenfor var der denne her skønne snebunke, med et fedt kravleigennem hul. Max og Rose havde det ganske fornøjeligt og nød bare at få lov at lege...
Jeg forstår dem godt, og havde gerne kravlet igennem, de prøvede da også at lokke mig, men jeg kunne godt se at hullet var alt for snævert til en julefed mave som min...

29 december 2010

Bamses fødselsdag

I går fejrede vi fødselsdag herhjemme. Noget jeg tager meget alvorligt er fødselsdage og da selvfølglig også en kær ven som Roses Isabella. I går blev hendes elskede Build a bear så 1 år. Hjerteveninden var på besøg til leg og hygge. Jeg havde lovet dem pandekager, og valgte så at gøre lidt ekstra ud af det.
Det faldt totalt i tøsernes smag, og der blev guflet en kæmpe stak små, amerikanske, lækre, tykke pandekager...
I dag har Rose så været inde og købe nyt tøj til Isabella. Og jeg mener at den nu er blevet fejret med stil.  Nogen vil nok mene det er for meget at gøre ud af en bamses fødselsdag, men det synes Rose og jeg altså ikke. Det var en god anledning til at dække et hyggeligt bord og shoppe lidt nyt tøj...

Rose og Cirkeline der glade guffer i sig. Med til bords er også Isabella og Sofie...

27 december 2010

Broderi


Dag 2. Det går fremad... Her kan du se det færdige motiv og så langt som jer er nået indtil videre, kan ikke vente med at se det færdigt!!!

17000 små kryds !!!

Da jeg i går fandt mig selv siddende i sofaen med min far og Max foran en gammel film, som egentlig var ganske underholdende og bare synes der var rart at sidde, kom jeg på at jeg da ike havde haft broderikassen fremme længe! Frem kom den og jeg besluttede mig for at starte forfra på et større projekt, som jeg gik igang med for 100 år siden. Dengang talte jeg forkert, måtte sprætte op (hvilket er helt vildt besværligt i korsstingsbroderi!!!), kom til at klippe i stoffet og blev så sur at jeg lagde det fra mig med det samme. Måske man godt kan brodere videre og at stoffet ikke trævler op, men jeg tager ikke chancen. Så jeg startede i går forfra, talte op så hele motivet kan være der. Først efter jeg var kommet godt igang, regnede jeg mig frem til hvor mange krydser jeg i alt skulle lave, fandme mange... 17000 små kryds !!! Kan det virkelig passe...?!

Glæden ved at sidde der igen og se motivet tage form, og sætte et kryds af gangen fik mig hurtigt til at glemme det kæmpe antal krydser. Hvad det skal bruges til når det er færdigt ved jeg ikke, måske skal det i en ramme, måske pudebetræk...? Har du en god idé?
Nedenfor kan du se hvad jeg nåede på dag 1. Og snart kommer der nye billeder, efterhånden som det går fremad.
Er lige et smut inde ved maskinen, men er ellers igang med at rydde totalt op i mit soveværelse og på mit sybord. Det var et af feieprojekterne, for der TRÆNGER, og jeg trænger til at arbejde derinde, men det kræver lige en kærlig hånd og en støvsuger...

Fortsat god dag til dig!

26 december 2010

Én af mine engle er fløjet til Østerbro




Jeg kender en lille pige som desværre tit er syg. Det er især synd for hende og så her i julen, men det er nu også synd for hendes forældre. Forhåbentlig kan englen hjælpe, trøste, glæde eller opmuntre lille søde Carmen...

25 december 2010

København under sne...

Jeg overvandt min skræk og begav mig ud på søerne i dag, og må tilstå at der er noget helt fantastisk over at gå rundt derude. Og SMUKT er det!!! Se selv med her...





24 december 2010

GLÆDELIG JUL

I ØNSKES ALLE EN GLÆDELIG JUL !!!
NU VIL JEG GÅ I SENG, KLOKKEN ER MANGE, RØDKÅLEN LAVET, 
CHOKOLADEKAGEN BAGT OG ALLE GAVERNE PAKKET IND...

GODNAT OG NYD NU DAGEN I MORGEN!!!
JULEKNUS OG HILSENER
FRA GAIA

23 december 2010

Dagen før dagen...

Alle gaverne er købt ind, Anders er i Fakta efter det sidste til julemiddagen og risengrøden som vi skal have i aften. Megen tid og mange penge er brugt på gave og madindkøb , og vi har endda behersket os hvad gaver angår i år...

Træet skal skæres til og pyntes, gaverne skal pakkes ind, stuen ryddes lidt op, havregrynskuglerne rulles og konfekten laves... Heldigvis har jeg en kæreste der ikke stresser over den slags ting, så jeg ved vi når det hele på en god måde! I køleskabet ligger en lækker and og en svinekam. frk. Jensen er slået op på side 81, hvor opskriften på rødkål står.
Børnene er glade og spændte, og kan slet slet ikke vente til i morgen... Jeg glæder mig godt nok også!

Min kære farmand har meldt sin ankomst og skriver at han ankommer til Kastrup i morgen kl.15:30. Jeg krydser fingre for at han kommer frem planmæssigt, og at han ikke strander et eller andet kedeligt sted.

Max har netop spurgt om vi skal i en masse butikker i morgen! Næ nej i morgen skal vi IKKE i butikker, højst ud og gå en tur, så dagen ikke kommer til at føles alt for lang. Der skal klinge julemusik fra cd-afspilleren, stearinlysene skal tændes, og så skal der bare råhygges! Af os 4 er jeg den eneste der synes det er super hyggeligt at gå i kirke juleaften, så lidt i 3 i morgen vil jeg slentre ned af Stefansgade og nyde julegudstjenesten. Håber inderligt at vi skal synge "Det kimer nu" som er min absolut favorit julesang, jeg er helt vild med den, dens melodi rører mig så meget! Og mens jeg sidder der, kan jeg så tænke på min dejlige mormor som i år 1949 blev gift i Steafanskirken!

Efter indkøb af flere omgange i dag og mange gåture med tunge og mange poser, havde jeg i den grad brug for et tiltrængt hvil. Det har jeg nu fået mens jeg har skrevet dette indlæg OG nydt en skål chips og en iskold juleøl...
Jeg er nu faldet til ro, og har samlet kræfter til resten af dagens program!

Jeg glæder mig til i morgen og dagene der følger. Jeg glæder mig til at gøre op med det forgangne år og starte på et nyt. Jeg glæder mig til at se min farmand. Jeg glæder mig til at give min gave til Anders. Jeg glæder mig til lune boller i morgen tidlig. Jeg glæder mig til at slappe "rigtig" af med børnene i morgen, når alt er bag os, og vi ikke kan gøre mere, andet end bare at være OG slappe af!

Jeg ønsker dig der læser med en rigtig rigtig god, dejlig og fredfyldt jul !!!

Mange kærlige julehilsener fra Gaia

22 december 2010

"Lidt har også ret" !

Jeg har sat mig for at udfordre mig selv lidt her i juleferien! Første feriedag er snart forbi...
Dagens udfordring var at jeg skulle løbe en tur. Noget jeg ikke regnede med at jeg ville få gjort. Men da frikadellerne var formet og puttet i ovnen, kartoflerne skrællet og manden var kommet hjem hoppede jeg i løbetøjet.
Det var en frisk og dejlig tur, jeg er vild med at løbe om vinteren! Så længe man ikke skøjter rundt i is og sjap er det en sand fornøjelse at mærke kulden i kinderne! Når mørket er faldet og jeg ved der ligger lidt sjap hist og her (fortorvene var faktisk rigtig pænt ryddet der hvor jeg løb) bliver tempoet derefter.

Var det ikke for mit nike+ løbe kit, havde jeg aldrig blevet sådan en energisk løber som jeg har været længe nu, musikken fører mig frem og jeg bliver lullet ind i min egen verden og NYDER dette frirum og tid helt for mig selv! Desværre er tælleren gået kaput, så jeg kan ikke holde øje med tid eller distance, øv! Men heldigvis er det jo så snildt at man kan måle sin rute på nettet, f.eks. på iform.dk.

4,65 km. blev det ti i dag, hvilket hører til en af de kortere ture, men i dag var det med sætningen i hovedet "lidt har også ret", at jeg begav mig ud i den kolde vinteraften.

Da jeg kom hjem, kunne jeg lige nå et varmt bad, inden jeg satte mig til bords, hvor der var varme frikadeller m.m. Efter maden hoppede vi alle 4 ind i sofaen for at se Absalons hemmelighed. Dejlig aften, god afslutning på en god feriedag!
Hvad mon udfordringen til feriens 2. dag skal være.....?

21 december 2010

Dagens billede

Ferie, fred og fredag... nå nej det er jo ikke fredag men tirsdag, det føles bare som en fredag, for i morgen skal jeg IKKE NIKKE NEJ på arbejde!!!! Juleferien blev indledt med hot dogs og juleøl, men fra i morgen af starter den aktive juleferie...

Inspiration og et dejligt visit til kaffe....

Så kom juleferien!!! En tiltrængt pause fra hverdagens ræs. Både børnene og jeg har talt ned i nogle uger så det var med en god følelse at jeg tog hjem fra arbejde i dag. Hjemme ventede Max, Rose og Anders.
Traditionen tro skulle vi have feriekage, i dag blev det en super lækker én af slagsen (og dyr) jeg svingede indenom Emmerys på vejen hjem... Og sørme om vi ikke fik rigtig hyggeligt visit, Puk kom forbi, og det var bare så dejligt og hyggeligt at se hende igen.

Siden vi var på julemarked i Odense har jeg ikke rørt nål og tråd specielt meget, havde sådan brug for en pause. Og manglede faktisk også idéer, inspiration og lyst! Men så kom Puk og satte gang i tankerne igen, og hun fik mig til at tænke i de baner, tak Puk! Lysten og idéerne begynder at komme. Et helt konkret syprojekt er en ny skoletaske, jeg er så enormt træt af den jeg har nu. Var ellevild med den da jeg syede den for 100 år siden, men har LÆNGE været træt af den, den er kedelig og trist at se på! Den næste skal have farver, pyntebånd m.m. og gerne det der zig zag bånd, det er jeg helt vild med. Har flere meter liggende men det var først da jeg syede børnenes julesække at jeg prøvede at sy med det bånd, I LOVE IT !!! Jeg glæder mig til at komme i gang med tasken.

Tak for kaffe og hyggeligt selskab på en dejlig dag hvor 2 ugers ferie begynder....

Skyggebillede

Forleden morgen stod jeg op til dette skyggebilede i stuen...

20 december 2010

En blå himmel

Ja nu ser bloggen så sådan ud. Faldt pladask for den dejlige himmel, og måtte bare prøve at bruge den...
Bloggen får lige lov at stå sådan lidt tid, inden jeg evt. roder rundt med farve og tekst igen!

Jeg leger....

Så lykkedes det mig at få gang i design afdelingen her på bloggen, jubiii !!!
Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen og hvilket udtryk min blog skal have. Men snart har den 1 års fødselsdag, og jeg har lyst til i den anledning at ændre lidt på farver m.m.
Jeg kunne godt lide som den hidtil har set ud, men trængte til at se noget nyt!
Nu har jeg rodet så meget rundt i det at jeg altså ikke husker det oprindelige look, så jeg bliver ved indtil jeg synes om det...
Det næste stykke tid vil denne blog måske have nyt udseende fra gang til gang du besøger den.
Giv gerne en kommentar med på vejen til mit design!

Kan du hjælpe???

Jeg har lyst til at peppe min blog lidt op og måske skifte farver på den, nu har den snart 1 års fødselsdag og så har jeg lyst til at der skal ske noget...

Men når jeg klikker ind på design, kommer der bare sort skærm, gør der også det hos dig???
Kan du måske hjælpe?

19 december 2010

Et lurende maveonde eller blot forproppelse...?!

Det er sgu nok det der maveonde som går på tur, som har ramt mig. Ondt i maven og utilpashed. Men nej det jeg lider af er forproppelse, der ryger for meget ind i disse dage, og jeg føler sjældent sult, det er altså skidt...
Mine nytårsfortsæt er ved at blive formuleret, og ja du har gættet rigtigt de indeholder noget med kost og motion! Men der er altså langt til d.1.januar, og med den utilpashed og slaphed der fylder min krop MÅ og SKAL der ske noget, og det er nu nu nu!!!
Da jeg tidligere stod og ventede på bussen med besværet vejrtrækning, valgte jeg de raske skridt afsted mod julegavekøbs-centret og blev mindet om den ferie hvor jeg satte mig for at jeg skulle lave noget fysisk aktivt HVER dag, jubiii jeg blev helt glad og besluttede at sådan skal min juleferie være, men jeg tager forskud og går i gang i dag, om lidt faktisk, når jeg hanker op i træningstasken og suser en tur i SATS.

Velbekomme og farvel til småkager, vin, lyst brød m.m.  i tide og utide...

Det "rigtige" bryllup...

Engang havde jeg en drøm og en forestilling om at når jeg skulle giftes, så skulle det da naturligvis være i en kirke, kjolen skulle være rigtig fin og ringen ligeså. Mine egne forældre var gift i 10 år, og på et eller andet tidspunkt efter de blev skilt, fik jeg den idé, at det var dumt at blive gift for man bliver jo alligevel bare skilt! Nok påvirket af mine forældres skilsmisse, men nok også fordi mange blev skilt dengang. Jeg har ikke mange venner hvis forældre stadig er gift eller bor sammen.

For 9 år siden var vi til det første bryllup i vennekredsen, og siden da har der været pænt mange bryllupper. Faktisk er Anders og jeg nogle af de få der ikke er gift i vores vennekreds. Der har både været kirkebryllupper & rådhus vielser, sid ned med sange og taler fester, fede fester med vild dans til den lyse morgen, store og små fester, ja lidt af hvert.
Ikke for at fornærme nogen, men jeg nåede et tidspunkt hvor jeg havde meget svært ved at blive rørt over at nogle blev gift, det var som om magien der er forbundet ved sådan en ceremoni, var forduftet. Jeg blev lissom ikke rigtigt ophidset over det længere. Det lyder måske ikke pænt, men sådan følte jeg det i en periode. I samme periode tror jeg der skete det at jeg selv mistede lysten til at blive gift...

Siden jeg blev gravid med Max har både min kærestes far, bankrådgivere m.fl. spurgt til om vi da ikke skal giftes. Det tog mig mange år før jeg fandt ud af vigtigheden (rent praktisk) i at blive gift når man har børn sammen. Det var først da min bankrådgiver for nylig smækkede lagkagemodelen lige op i synet på mig med ordene "her ser du hvad enten Anders eller du vil stå med i tilfælde af at en af jer går bort". Jeg kan love jer for at det var et meget trist lille stykke lagkage der ville blive tildelt den efterladte!!!!
Den dag gik det op for mig at det er vigtigt at blive gift eller på anden måde sikre sin partner, og det begyndte at stresse mig en anelse...


"Det rigtige bryllup"
Egentlig synes jeg det skal være romantikken og forelskelsen der fører til ægteskab, har altid forestillet mig hvordan det vil være den dag (hvis jeg er så heldig altså) at der er en mand der frier til mig. En ting er sikker, man skal elske den man gifter sig med!!! Men kan et bryllup eller en vielse ikke ske af lutter praktiske årsager? Jeg tror jeg er nået dertil at det er helt ok.
Det med kirke og hvid kjole, sange og taler tror jeg alligevel ville føles forkert for Anders og mig, for hvem cowboybukser og gummisko er yndlingsoutfit, og noget vi gerne tager på både til hverdag og fest! -jeg gør mig det altså også i kjoler og høje hæle... og for os der er mere til det afslappede end en fin fest hvor vi er i centrum hele dagen...
Det jeg tænker mest på er at sørge for den anden og børnene i så fald at den ene af os skulle gå bort, hvilket ikke må ske, men man kan jo ikke vide sig sikker vel?!

Om ganske kort tid, helt præcist d.4.januar er det 14 år siden at Anders og jeg blev kærester, to børn har vi fået, vi bor i den 3. lejlighed, vores lejlighed, vores hjem hvor vi bor sammen os fire.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg på tidspunkter har haft lyst til at løbe skrigende bort, det tror jeg alle i et længere parforhold eller ægteskab oplever! Det har ikke altid været en dans på roser, men det er hårdt arbejde at holde gang i et parforhold og skabe en familie, og jeg synes sgu vi har gjort det godt!
Jeg elsker Anders. Jeg vil gerne giftes med Anders! Jeg vil gerne fries til af ham! Men jeg kan også sagtens indgå en aftale henover spisebordet!

Vores fælles overvejelser går på hvordan vi skal fejres! Hjemme, på restaurant, kun os to, eller os to og børnene, i hemmelighed, kun med familie, den store model med både venner og familie... Pindemadder, brunch, buffet, 3 retters menu...
En ting er sikkert, vi vil hellere bruge en masse penge på en rejse ud i verden sammen med børnene end på at bespise venner og familie.
Skal vi have ringe, et ur, et smykke, tatovering...

Og hvorfor skriver jeg så alt dette til jer?
Måske dig der læser med kan bidrage med noget, inspirere mig, give gode råd og idéer... Hvordan blev du gift? friede din mand eller du?

Til dig der er gift: jeg synes du er heldig for jeg vil altså også giftes!

18 december 2010

Juletræ

I år har vi været i noget bedre tid end vi plejer hvad indkøb af juletræ angår (vi plejer at gøre det d.23 dec.). I dag drog vi alle 4 afsted gennem den hvide by med S-toget til Hans Knudsensplads, hvor min søde kollega Mikkel sælger juletræer.
I københavn er juletræer pænt dyre. Ja vi synes ihvertfald at 400 kr. for et juletræ er dyrt, og det er hvad vi er vandt til at give. Men Mikkel har fine og ganske billige træer. Alle træer koster 220 kr. uanset højde og drøjde. Det er skisme da en god pris!!!

Så har du endnu ikke købt juletræ og er du i nogenlunde nærhed af Østerbro, jamen så kan jeg kun sige "afsted til Hans Knudsens plads med dig!!!".

Tæppet er kommet op fra kælderen, og blevet strøget, juletræsfoden fundet frem, og ja selvfølgelig er den for lille til juletræets fod, men mon ikke vi kan fikse det med Maxs spejder dolk, jeg håber....
Pynten er stadig i kælderen, og kommer først på træet d.23.dec. Men jeg har godt nok svært ved at vente indtil da...

Hvad gør du og din familie, har i juletræet i stuen allerede nu? Har i mon de samme pynt på træeet hvert år?

Jeg er glad for bestemte traditioner, og hygger mig gevaldigt ved at skabe egne traditioner herhjemme i vores lille familie. Og jeg glæder mig rigtig meget til en jul kun os 4, ligesom jeg gerne vil have det i år. Om ham farmanden fra det sydfranske dukker op vides ikke, vi får se. Men bare der er kolde juleøl, rødvin på lager, rugbrød, sild og leverpostej og en varm dyne så er han tilfreds!!!



Juletræet her står på Rådhuspladsen...

For præcis et år siden



Udsigten fra vores køkkenvindue 17.dec. 2010.
-Det er godt nok lige blevet d.18.dec. men da jeg ikke er gået i seng endnu, er det altså stadig fredag for mig...

16 december 2010

Til en bog du har kær!

Indiske bogtasker
I Indien har de sådan nogle fine og lækre stoftasker til at opbevare bøger i.

For flere år siden fik jeg én af min mor, som hun havde bragt med hjem derfra. Det er en flot og farverig taske, men jeg kunne ikke lige finde ud af at bruge den. Det tog mig nogle år inden den kom i brug for alvor, og nu er den med mig på mine rejser hver gang! Enten til kalender, pas m.m. eller til min feriebog.
Jeg er blevet så glad for den at jeg synes andre skal have fornøjelsen af en bogtaske også. Der er langt til Indien, så det bliver ikke derfra de kommer, men fra mit lille syværksted! Jeg har syet min egen version af sådan en stoftaske og er selv blevet ret glad for den.
Da min mor for nylig havde fødselsdag skulle hun naturligvis have en af mine bogtasker. Hun fik lov selv at vælge mellem de 6 som der var.
Hun er rigtig glad for den og det glæder mig meget!

Resten af taskerne ligger herhjemme og venter på at der kommer en som har en bog kær og gerne vil give den en fin taske. Eller måske kender en som ville blive glad for en taske til sin bog.
Her kan du se mine tasker samt den originale. Hvis du er interesseret i én af dem, send mig da en mail.

Her kan du se den originale som er købt i Indien

 

Og her min egen version. Taskerne er syet i Liberty, blød bomuldspoplin og andet dejligt bomuld.

15 december 2010

De glade dage og gode minder fra det bedste fritidshjem i verden!!!

Et helt særligt kalenderlys



Min datter Rose har et KÆMPE forbrug af papir, lim, tusser, farver og tape. Hun elsker at klippe og klistre og finder ofte på ganske fine og finurlige ting. Jeg er vild med hendes ting hun klistrer sammen og dekorerer! I forgårs da jeg havde ligget syg hele dagen (er stadig syg men klart i bedring), og træt kom ind til aftensmaden, havde hun lavet denne gave til mig, fint pakket ind i julepapir lå den på min tallerken.
Det er da et helt særligt kalenderlys. Det skal klart gemmes i julekassen og frem til næste år.
Rundt om i hjemmet ligger der flere af disse klippeklistretegne ting hun har lavet, jeg vil prøve at samle nogle af dem sammen så i kan få flere fine ting at se på.

Lyset står nu foran mig, lænet op af vindueskarmen, og jeg nyder at se på det når mit blik fanger netop den krog af køkkenet...

14 december 2010

flydende kost...

ONDT ONDT i halsen. Har ikke lyst til brød eller andet gennem halsen min.
Kunne lige overskue en tur til Fakta. Missionen er nu fuldført, et glas frisk juice klar til drik, foran tosen hvor jeg nu skal nyde en pladderromantisk film (jeg ELSKER amerikanske romantiske film), filmen fulgte med Femina.... Bladet læser jeg ikke, gik kun efter filmen...

Lækker juice af 2 appelsiner, 1 rød grape, en halv citron lidt acaciehonning og vaniljepulver... Uhmenum. Nu skal det drikkes og filmen nydes.

God dag fra den syge.

13 december 2010

En gammel kendning!


Varm mælk med honning i, MUMS !!! Det minder mig om min mor, og det varmer og er bare lækkert. De kloge siger dog at man ikke skal drikke dette når man er syg med ondt i halsen, men jeg havde brug for noget andet end the at varme mig på... Godnat fra den syge

Kærlighed, glæde, lykke og en masse hjerter

Kender du følelsen af at være forelsket i en anden person, at være tiltrukket af vedkommende og bare blive glad og varm indeni. Jeg er forelsket i min kæreste, men jeg er også forelsket i andre personer. Hold godt fast, det er slet slet ikke den samme forelskelse jeg taler om her.

For noget tid siden var jeg til et foredrag med Sarah Zobel Kølpin. Vi kender hende alle som balletdanserens kone, og fra ugebladende. Sarah er også psykolog, og et rigtig dejligt menneske er jeg sikker på. Dette siger jeg uden at kende hende....
Første gang jeg stiftede bekendtskab med Sarah var da hun i Aftenshowet fortalte om hendes bog "Lev dig lykkelig -med positiv psykologi". Jeg faldt pladask for hende, hendes smil, hendes dejlige øjne og hendes blide og rolige stemme og fremtoning! Siden da har den bog stået på listen over bøger jeg gerne vil eje og som jeg også meget gerne vil læse!

Når aftenskolekatalogerne kommer, plejer jeg at læse listen over foredrag igennem, i håb om at finde noget spændende. Denne gang var der så et foredrag med Sarah Zobel Kølpin, om positiv psykologi. Jeg var ikke et sekund i tvivl, dette var det helt rette tidspunkt, jeg havde brug for dette indput, og den inspiration som jeg var sikker på at hun kunne give mig! Jeg tilmeldte mig med det samme og begyndte at glæde mig til d.26.oktober!


En kold tirsdag aften cyklede jeg afsted mod Gladsaxe bibliotek, det holdt hårdt, for det var både mørkt og koldt, jeg havde været på arbejde OG til lærermøde, men det holdt mig naturligvis ikke tilbage!

Da jeg ankom var der allerede kommet mange, jeg fandt en stol på 1. række og tænkte, jamen selvfølgelig da, hvorfor sidde bagerst når man kan få det helt tæt på, hvorfor være så beskeden... Fra forreste række kunne jeg rigtig fornemme Sarah, og meget bedre følge med. Det bliver på den måde meget mere intimt, lidt lissom en koncert på Loppen, hvor man er så tæt på at man kan se svedperlerne på musikernes pande, hellere det end en storskærm langt væk... Sarah er et lille væsen. Hun er slank, lækker og blid, hun har en dejlig stemme og hun er både privat og død professionel på én gang. Hun satte publikum i gang med 3 små aktiviteter, super idé, og slet ikke kejtet som sådan noget godt kan være!
Én af øvelserne gik ud på at tænke på hvornår man sidst var lykkelig. Jeg husker tydeligt hvad jeg tænkte på. Prøv selv. Luk øjnene og tænk på hvornår du selv var lykkelig sidst!

Bogen er nu kommet hjem og bo hos mig, og jeg er så småt gået i gang med den, er ikke nået langt men kan varmt anbefale den!

Og hvad var det så lige med de hjerter???
I fredags var jeg til julefest på mit arbejde. Med til festen havde jeg en lille hyggelig ting. Hvor idéen kom fra kan jeg slet ikke huske! Men mon ikke Sarah, mit hjerte fra nissevennen og denne søde julestemning har sat det igang...
I min taske havde jeg en masse pink og røde håndklippede papirshjerter. Jeg fik ikke taget billede af mit lille arrangement, så derfor den uddybende beskrivelse... Under middagen indrettede jeg en høj skrivepult, med rød dug, en underkop med to fyrfadslys, en skål med hjerterne, et glas med skrivegrej. Og ganske kort præsenterede jeg dette lille røde hyggested for den store flok af kollegaer.
Meningen var at man kunne gå op i løbet af aftenene, tage et hjerte og give det videre til en anden, enten en kollega eller en derhjemme. Man kunne skrive på det eller bare overrække det til den anden og sige nogle søde ord med det.

Jeg var enormt spændt på om min lille idé ville blive godt modtaget. Det blev en succes, der var mange oppe ved bordet i løbet af aftenen, og jeg måtte sågar hive saks frem og klippe flere hjerter...
Selv fik jeg en god portion, og jeg er meget glad for mine hjerter, de luner, gør mig glad og de bliver gemt!!!

En portion hjerter, der luner, gør glad og opmuntrer!!!

Gode og kærlige ord. Komplimenter. Ros og positiv kritik. Inspiration, hjælp og trøst. Opbakning og anerkendelse. Vi skal have spredt noget mere kærlighed i verden!!!

For noget tid siden efterlyste jeg gode og dejlige ord. Der kom en masse bidrag, nogle af dem blev straks omsat til korsstingsbroderi og disse blev til pynt på en "glad nøglering". Nøgleringene rejste med til julemarked i Odense hvor de fleste blev solgt. Jeg har nogle enkelte tilbage og agter at lave flere, for der er stadig mange gode ord på listen, som jeg ikke har nået endnu.

Billedet er fra vores stand på julemarkedet, og desværre er der ikke meget lys, men så snart de næste er færdige kommer der et bedre billede!

 To af de bøger der står i min vindueskarm ved siden af min seng...

Jeg synes du skal klippe nogle hjerter og sende eller give dem til nogle du gerne vil sige nogle positive ting til. Sådan et hjerte luner meget mere end man lige tror...

Kærlighed til alle!

12 december 2010

Gaveidéer...

Står du og mangler en julegave til en lille pige der kan lide at lege med sit køkkengrej eller måske gerne vil med mor i køkkenet, sypigen der trænger til en nålepude, eller måske en som har brug for en ny toilettaske eller noget til at varme halsen med???  -tjek da mine to butikker ud, måske der er noget der kunne friste....
Der er mange flere billeder på vej...
(fra d.14.dec. og frem til jul vil udvalgte varer i butikkerne sættes ned til en særlig julepris) 

Et smugkig ind i blogbutikken



og Amiobutikken

08 december 2010

Gid jeg var en bjørn!

Ja for så kunne jeg holde mig indenfor i varmen i denne tid! Jeg har vitterlig ikke meget lyst til at bevæge mig udenfor i dette vejr. Det er koldt, vådt, glat og besværligt at komme frem i... Og så er det så mørkt om morgenen når jeg cykler afsted på arbejde.
Når jeg er indenfor i min varme lejlighed, med tændte stearinlys, radioen kørende, benene op under mig i sofaen med strikketøj eller en god bog, dejlig varm kaffe... Ja så er jeg vild med vintervejret, så føler jeg mig lidt som en bjørn i sin hule. Og jeg kan godt lide min hule!
Jeg har så svært ved at komme ud af døren når først jeg og børnene er kommet hjem om eftermiddagen, en tur i Fakta på den anden side af gaden er lige hvad jeg kan overkomme. Her til aften tog jeg mig alligevel sammen til at løbe mig en tur, det var dejligt! Men jeg ved at jeg i morgen tidlig, når uret kimer kl.05:30, meget hellere vil være en bjørn!

Har politikerne egentlig børn i skolealderen???

Ja jeg har sgu svært ved at forestille mig det!!!
Undskyld mig mit sprog, men jeg synes det er surt og lidt af en stressfaktor med alle de meninger og idéer om folkeskolen. Ordet resultatløn er da ikke særlig betryggende. Har slet ikke læst artiklen under, men så blot ordet i overskriften...
Betyder det mon at jeg får løn efter om mine elever består en læseprøve eller hvad mon??? GISP!!!

En mangeårig drøm om at blive skolelærer blev realiseret for 3 år siden, Jeg er VILD med mit arbejde, VILD med at være sammen med de dejlige børn, og synes det er et privilegium, og en meget vigtig rolle jeg har, som jeg tager meget alvorligt! Men glæden og lysten ved arbejdet bliver lidt mindre af al den snak om skolereformer, sammenlægninger, skolelukninger, PISA, resultatløn........

Kedeligt indlæg, beklager.

07 december 2010

ZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZ

Det der med at kunne sove altid som Pyrus kan har ikke rigtig  været kendetegnende for mig! Til gengæld bor jeg sammen med en mand som sover så tungt at der kan falde en bombe uden at han vågner, og han falder ofte meget nemt i søvn.
Jeg er en natteravn, og kommer tit alt alt for sent i seng, hvilket går ud over næste dag!
I gode perioder går jeg ikke senere i seng end kl.11 hvilket er tidligt for mig!!! Og i rigtig meget gode perioder tager jeg én dag om ugen hvor jeg går i seng samtidig med børnene, så putter jeg mig ind under Roses dyne og falder i søvn der. Aften har jeg så ikke meget af, men jeg lover jer for at dagen efter er jeg bare frisk og det er herligt.

Med tiden omlægger vi vores vaner, vores behov ændres, vi får andre interesser og prioriteter. Nogle af os har i en kortere eller længere periode prøvet at få vores søvn afbrudt op til flere gange hver nat, af små vrælende babyer... Vi der har prøvet dette frostår at det kan anvendes som tortur, det med at tage folks søvn fra dem. Jeg har dog stadig fået alt for lidt søvn, er ikke gået det tidligere i seng fordi jeg vidste at nu bliver jeg nok vækket, så fornuftig er jeg desværre ikke, er du?

Vi kan ikke sove på forskud, men vi kan sove meget hvis vi er trætte. Måske har jeg opbygget et kæmpe lager af søvntimer der skal indløses nu, for jeg er TRÆT. Og jeg har MEGET lyst til at sove, pludselig er det at gå i seng, putte mig under min dyne kommet i høj kurs, men hvad er der lige sket...? Bare tanken om min dyne kan få mig til at ville i seng meget tidligt på aftenen, jeg arbejder imod lysten, for der er jo liiiige nogle ting der skal laves inden jeg kan gå i seng.

Her til aften da jeg så Pyrus sammen med børnene og ham sovetrynen Pyrus hoppede i seng, selvom han vist nærmest lige var stået op, kom jeg til at tænke på mig selv!!!
Jeg glæder mig til om lidt at børste tænder, hoppe i nattøjet og putte mig ind under dynerne, også selv om de er kolde (jeg sover under to dyner for tiden), men jeg når som regel at falde i søvn inden dynerne bliver varmet op...

Og hvorfor så et indlæg om dette?
Jo fordi jeg synes det er interessant hvordan jeg har ændret mig, og hvor hyggeligt og dejligt jeg synes det er at jeg nu glæder mig til at komme i seng på en anden måde end jeg plejer.
Måske du undrer dig over dette indlæg? Måske du forstår det og kender noget lignende fra dit dig selv?

Vores seng hvor jeg bare sover godt for tiden! Billedet her får mig til at drømme om måneder hvor solen står ind af vinduerne...

Godnat og sov godt.

06 december 2010

En mandag af de rigtig gode !!!!!!!

Dagen der startede med forvirring da jeg var på vej ud af døren. Da jeg kom udenfor døren kunne jeg ikke se min cykel, nå men den står nok omme i gården, tænkte jeg. Var sent på den, for jeg skulle lige flette Roses hår, og bagefter lede efter min cykelhjelm og nøgler... Om i gården med mig, nej der var cyklen heller ikke, tilbage foran huset. PIS tænkte jeg, min cykel er blevet stjålet!!! Ej nej nej ikke på en mandag morgen, en dag hvor min kære kollega og jeg skulle være alene med hele 3. årgang (98 børn), den dag skulle ikke starte dumt, og jeg skulle bare ikke komme for sent!!!
Ind i lejligheden, skifte om til noget varmere tøj, nu da jeg ikke skulle cykle, smide cykelhjelmen, og bande lidt over at jeg så ikke kunne finde handsker, totalt stress og forvirring, mens børnene stod og gik i panik over at min cykel måske var stjålet.

Da jeg kort tid efter ankom til S-togs stationen, kom jeg i tanke om at jeg da vist havde glemt at tage min cykel med mig hjem da jeg fredag eftermiddag havde været i Fakta....

Dagen startede dumt, men jeg kom i god tid på arbejde, og hvad ser jeg så i mit dueslag! Dette fine hjerte, helt glad, varm og rolig blev jeg. Tænk at sådan et papirhjerte fra en jeg slet ikke ved hvem er (endnu) kan få det bredeste smil frem på mine læber og give mig et kæmpe skud af energi, intet mindre end fantastisk!!!

Hjertet ligger ved min side. 
Jeg har bestemt ikke tænkt mig at smide det ud, 
det skal opmuntre mig på dumme dage eller efter en sur time med umulige elever... 
Om jeg ligefrem er en fantastisk lærer ved jeg ikke, men jeg er alligevel meget glad for ordlyden...


"Jeg så julemanden kysse mor..." sang vi til morgensang, en sang der også giver mig et lille smil på læben, synes simpelthen den er så sød! Ser mand og kone for mig kysse, og det lille barn der nysgerrigt kigger med... Dagen blev bedre og bedre!
To lærere og sådan ca. 94 børn, folkedans med høj musik og bagefter Herkules film på storskærm, så er det da bare super fedt at være på arbejde!!!

Efter arbejde fangede jeg to af de dejligste tøser fra årgangen ind, sammen malede vi en frise som vi skal bruge i denne uges Storyline. På knæ alle 3, med pensel og musik på anlægget i vores fede billedkunstlokale, ren hygge og vupti fik vi lavet noget rigtig flot (billede følger).

Hjemme ventede min dejlige familie. Mad blev lavet og ris a la mande rørt, julekort malet, julekalender set og historie læst. Nu venter der mig lidt forberedelse til de kommende dage, grupper skal dannes og jeg skal lige have et overblik over den Storyline jeg skal lave med 3.b i denne uge. GLÆDER mig!!!

Min mandag har været rigtig god, trods en dårlig start.

Rose og jeg hyggede os gevaldigt da pensler og vandfarve var fundet frem. 
Jeg er vild med hendes snemand, selv synes hun at min er meget pænere, 
men det giver jeg hende nu ikke ret i!








Hvor mærkeligt det end lyder så kender vores børn faktisk ikke smagen af Ris a la mande! 
Så da vi havde en rest risengrød fra i går, 
tænkte jeg at det da var oplagt at lave en gang Ris a la mande. 
Så kunne børnene smage det... Vi ved nu at det skal vi ikke lave juleaften....  
-(A og jeg synes det var ren mums!)

04 december 2010

041296

For 14 år siden i dag, havde Anders og jeg vores første "date". det vil sige vores første aftale, hvor jeg kom hjem til ham om aftenen. At det skulle udvikle sig til en så lang historie og to børn havde ingen af os nok forestillet os, men herligt er det at det er gået den vej !!!
Faktisk rækker vores historie meget længere tilbage. Da vi var henholdsvis 15 & 16 år, var vi småkærester, eller ihvertfald vilde med hinanden. Det blev aldrig rigtig til noget den gang. 8 år senere fandt vi hinanden igen, og denne gang blev det til noget...

Vi er stadig ikke blevet gift, men det kommer nok en dag... Jeg bærer hver dag den samme ring, og kun den ring. den fik jeg af Anders i fødselsdagsgave da jeg blev 26 vist nok.
Det kom sig af at jeg på min 25 års fødselsdag på toppen af Masada i Israel hvor jeg var på ferie med min mor fik en fin gammel fingerring af gud med en blå sten i. En familiering. At vi sad der på Masada i Israel, landet hvori mine forældre mødtes og blev forelskede da de var helt unge, var helt særligt og meget smukt. Det var en fantastisk tur sammen med min mor jeg der havde.

Men desværre passede ringen ikke på mine pølsefingre. Jeg havde dog forelsket mig i ringen og ønskede mig efterfølgende en ring med en blå sten i. Det fik jeg af Anders. Og da den var ny var den guldfarvet, men med tiden er den blevet ret slidt og er mere sølvagtig i farven. Jeg husker ikke om stenen har været klarere blå i sin tid... Men jeg ELSKER den ring!
Jeg går meget nødig udenfor en dør uden min ring, og de dage hvor jeg ikke kan finde den, må jeg tage en anden ring på i stedet, for jeg føler mig totalt bar uden min kærestering!


Min dejlige Anders jeg elsker dig!

December

Det er blevet december og den er fin hvid og kold, dog lidt for kold efter min mening...
Denne måned er helt speciel, den skiller sig virkelig markant ud fra de andre.
For et par dage siden skrev jeg et indlæg med overskriften 1.december, her kan du læse hvordan min måned startede...
December byder for mig på meget af det samme som mange andre mennesker. Der er adventshygge, julekalender, kalenderlys, æbleskiver, gaveindkøb m.m.m. Og så da også lige en lækker lang juleferie til børnene og jeg, og forhåbentlig er Anders hjemme sammen med os det meste af tiden.
Selve juleaften skal fejres herhjemme, bare os 4, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Intet rejsemylder med pakkede kufferter proppet med vintertøj og gaver, bare os, vores lune stue og et fint træ. Børnene havde nok forestillet sig at være omgivet af bedsteforældre eller kusiner og fætter, men sådan bliver det ikke i år.

I den næste weekend er store julefrokost weekend for Anders og jeg, fredag på henholdsvis DR og Gentofte skole, og lørdag tager Anders lige turen igen, denne gang med drengevennerne fra Svendborg. -Puha godt det ikke er mig, jeg KAN IKKE to dage i træk, kan knapt nok holde til én fest!
Min dejlige mor kommer til København og passer børnene mens vi fester fredag, lørdag passer hun både sit eget og mine to børn, og søndag flygter vi nok ud af huset, for der ligger Anders og hørmer efter TO fester!
Ellers står den på adventshygge med madgruppen på søndag, børnene og jeg tager en weekend til Langeland hos min søster, hvor jeg skal stå på et julemarked om lørdagen, mere småkagebagning, julehygge i Roses klasse, forhåbentlig en tur i TIVOLI for at se nisselandskabet m.m....

Inden vi ser os om så er december måned slut, jeg synes den er alt alt for kort! Jeg ønsker dig der læser med en dejlig december!

01 december 2010

1. december

Der er altså noget magisk eller helt særligt over den dato, d.1.december. Julemåneden begynder og nedtællingen går igang... Endvidere er det international AIDS dag, OG så er det min dejlige veninde Lines fødselsdag. Højt hurra og tillykke til hende. Og en kær tanke til hende der bukkede under for den dumme sygdom.

I morgen er der med garanti mange mange børn der vågner op og er spændte. Først låge i julekalenderen skal åbnes, måske ligger der en pakke fra nissen, og første afsnit af årets tv-julekalender skal nydes...
Selv glæder jeg mig også til i morgen. Jeg håber at børnene er hurtigt ude af sengen, sådan at vi kan nå at læse første kapitel i vores julebog "Iqbal Farooq og julesvineriet", den har vi glædet os til længe. (Max og jeg siden vi for nylig var til et meget hyggeligt og intimt arrangement med forfatteren, og Rose fordi hendes skøre matematiklærer læser historier op om ham der Iqbal Farooq). Min klasse har fået samme julebog, så jeg får fornøjelsen af samme kapitel to gange om dagen de fleste dage...

På spisebordet ligger to fine gaver til Max og Rose, samt en hjemmelavet julekalender, bag lågerne gemmer der sig tegninger og små hilsener som mine elever, Anders og jeg står bag. I de indpakkede gaver er der en hjemmesyet julesæk til dem hver. Deres helt egen julesæk. Og i en julesæk skal der jo selvfølgelig være gaver. Så i løbet af julemåneden vil de kunne finde hyggelige ting i sækken... Det har de ikke prøvet før, så jeg er meget spændt på hvordan de tager imod det, meeeen mon ikke de bliver glade. Jeg mente mere hvad mon de siger, hvilken grimasse stikker de os når de ser gaverne på bordet...?

Dagen byder også på nogle meget hyggelige og afslappende timer i min 3. klasse, og om aftenen julefest for indskolingen sammen med forældre, hvilket plejer at være ganske hyggeligt.

En anden ting jeg rigtig godt kan lide det er at tænde kalenderlyset om morgenen. Når jeg tænder kalenderlyset kommer jeg altid til at tænke på gode og hyggelige morgener i mit barndomshjem. Morgener i det lille køkken sammen med min mor og søster! Måske min mor husker morgenerne anderledes, for hende var det måske stress, travlhed eller andet, alenemor med to børn der skulle i skole og hende selv afsted på cykel mod hospitalet. Men jeg har kun gode minder fra de morgener, tak mor!

I ønskes alle en god første december som jeg ser netop er startet. Det passede perfekt for nu er jeg færdig med at skrive og vil bare lige til sidst vise jer nogle billeder af julesækkene.