31 januar 2011

Solstrålevej

Lilleby har fået sin egen fine butiksgade. Der er både en sportsbutik, en café, en tøjbutik, en bager, en tank/kiosk, en dyrehandel med dyrlæge og en slikbutik.
Tag gerne en tur ned ad Solstrålevej og hils på nogle af dem der bor i Lilleby!
(klik evt. på billederne så kan du bedre se dem).












30 januar 2011

Morgenstund

MIN morgenstund, eller nr. 2 af slagsen egentlig!
Op kl. lidt i 6, træt træt træt, lidt efter stod Max op, med sommerfugle i maven. I dag skulle han møde i fritteren kl.7, og afsted på hans første fodboldturnering. Helt spændte og glade susede vi sammen afsted gennem kolde mørke Nørrebro.
Hjemme igen nød jeg endnu en rolig morgenstund, og dækkede mig et hyggeligt bord. Nåede at spise, drikke kaffe og halvt gennem artiklen som jeg ikke fik læst i går, da jeg hørte børnefødder nærme sig køkkenet, så stod lille Rose op...
Mens jeg sad der med min kaffe og mit spejlæg, sendte jeg en masse tanker til Max og de andre drenge, krydser fingre for dem, ærgrer mig over at jeg ikke overværer hans første turnering, men trætheden vandt over modet til at hoppe på cyklen og suse mod Nordvest! Sød som han er sagde han at det da kunne være sjovt hvis vi kom og heppede, men at det slet ikke gjorde noget hvis vi ikke gjorde.
Og lur mig om ikke der kommer andre kampe i fremtiden, det her er vist bare den sprøde start på en fodbold "karriere" !
Men HEJA for Max, Haznain, Jean-Luc og Mohammed!!!!!!

29 januar 2011

God morgen København!

At hilse byen godmorgen er noget jeg rigtig rigtig godt kan lide! Da jeg i sin tid var postbud, nød jeg cykelturen på vej til arbejde hver morgen!
I morges var jeg ude at løbe. Jeg vågnede lidt over 8, og tænkte "jeg har lyst til at løbe en tur". Mange morgener har jeg vågnet og tænkt "jeg bør" men i dag havde jeg vitterlig lyst!!!
Ungerne hoppede ind i sofaen med tæppe og "Ice age 3" på dvd´en.
På Assistens kirkegården hilste jeg på et egern, og ja jeg sagde da selvfølgelig "hej egern", lidt senere smilede jeg for mig selv da jeg så de grå hoveder på dinglende kroppe komme ud af Louises café, og tænkte "godt det ikke er mig" -har været der for år tilbage!
35 min. og røde kinder og godt humør. Det var en kort tur, men en god tur.
Min løbesæson 2011 er nu skudt igang.
YES !!!

Jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn i går!!!

Og det er bare så irriterende synes jeg, at ligge der og bare ikke kunne falde i søvn. Jeg tænkte og tænkte på alle mulige ting. Forårsmarked, vinterferie, den fremvisning for forældrene af en Storyline jeg skulle stå for her til morgen m.m.m.
Min søster gav mig en idé, en idé som byggede videre på én jeg har fået for laaaang tid siden, men som jeg ikke har gjort noget ved! Det var nok mest denne ting som jeg tænkte på der i går under dynen...
Nu her på de dejlige sene nattetimer, har jeg fundet det frem som jeg skal bruge til mit lille projekt. Hvad det er lader jeg være en hemmelighed for dig læser, men tag gene et kig på "ingredienserne"...

28 januar 2011

Min lille pige der i vinduet

Om morgenen når jeg suser rundt lige inden jeg skal afsted, når jeg selvfølgelig at kysse begge mine børn, ønsker dem en god dag og siger at jeg elsker dem, og jeg kommer og henter dem klokken dit eller dat.
Når jeg så står udenfor i gården i mørket og fumler med alle mine pakkeneliker, handsker, cykellygter m.m. bliver jeg så glad for at se min lille Rose der har rejst sig fra morgenbordet for at vinke farvel.
I morges sad hun glad der i bryggersvinduet (vi bor i stuen) og vinkede til mig. Vi sender masser af luftkys til hinanden og vinker og vinker. I morges vendte jeg mig om da jeg nåede helt ned i den anden ende af den mørke gård, og der sad min lille pige stadig i vinduet og vinkede, hun kunne sikkert følge min dinglende røde baglygte gennem gården.
GODE STUNDER som disse gør mig meget varm og blød om hjertet. Og jeg håbede da på at hun alligevel ikke skulle på udflugt med fritteren til Zoo for jeg havde tidligt fri i dag, så tidligt at jeg kunne hente hende og max fra skole.
Rose vare MEGET skuffet over at tren var blevet aflyst, hendes mor jublede indeni...
Hjem kom vi tre, til kaffe og kakao og kiks og kalaha spil...

Nu er begge børn i gården, jeg har ryddet op, burgerbolledejen er til hævning, manden kommer lige om lidt, og det er fredag, slik, popkorn sofa og X-faktor. Mig og min familie!!!

27 januar 2011

Må bare deltage i denne give away!

Hvad siger du så, de telefoner er da ikke til at stå for!!!
Ja jeg gad dulme godt at have sådan en stående på natbordet...
Tjek lige denne blog ud, og deltag samtidig i denne give away.

Musik, musik, musik, mer musik tak!

Der er for lidt musik i mit liv, og her mener jeg helt bogstaveligt. Det er al al for sjældent at jeg sætter musik på, faktisk er det faktisk nær aldrig! Anders er noget bedre til at gøre det, ihvertfald meget gerne på opfordring...
Engang var det helt naturligt at der hele tiden spillede noget musik i mit hjem, ja engang faldt jeg helst i søvn til musik. Men af en eller anden grund spiller musikken ikke længere ud af mine højtalere...
I lang tid har tv´et domineret herhjemme, og tit dannet baggrunds lyde for hvad vi har gået og lavet om aftenen, uden der nødvendigvis var nogen af os der faktisk kiggede på skærmen. DET virker da fjollet...
Siden nytår har vi ikke haft fjernsyn (eller ihvertfald meget begrænset), der er sne på alle kanaler og DR1 ser vi ikke klart på tv´et, så det er meget lidt det står tændt. Det er os selv der har fravalgt tv, så jeg klager ikke. Men nu i og med at tv ikke er en mulighed, jamen så bliver aftenstunderne lige pludselig anderledes og faktisk meget meget bedre, du skulle tage at prøve det!!!

-Man kan alligevel ikke se tv mens man broderer, men vippe med fødderne i takt til musikken er ike noget problem!!!

Nu mens jeg skriver høre jeg musik, mens jeg faktisk også er i gang med at lave mad. Musik der river mig tilbage til nogle fede, svære, lærerige, sjove, spændende... år. Mine 3 år i Paris!

Jeg ELSKER musik. Musik får minder frem, både de gode og triste, musik får mig i en særlig stemning og humør, musik gør glad, musik gør ked, musik er LIV !!!



Musikken jeg hører nu: France Gall "Babacar". Titelnummeret er min yndlings sang på den CD. Gode minder fra årene i Paris kommer frem for mit indre. Nu er den slut, men jeg skal da lige høre den igen...

26 januar 2011

En indedag...

Der er dømt sofa, the, en god fim, 
mormors dejlige tæppe og sagte musik.... 
Nu tager jeg turen med lidt sygdom. 
Ondt i halsen, utilpas i hele kroppen og en svag hovedpine. 
For hulan der er mange kollegaer 
og elever der er syge på arbejdet. 
Vi trænger vist alle til lys og sol!
God onsdag til dig derude.
Hilsen den syge...

23 januar 2011

Et hjerte i badesvampen!

Rose følger nysgerrigt med i min kreative verden, og er meget interesseret i alle de fine billeder der kommer frem på min skærm når jeg surfer derudaf og kigger forbi på de mange lækre blogs...
Som mig kan hun godt lide finurlige og hyggelige ting (min pige)!
Forleden dag da hun var i bad, og var i gang med at vaske sig, kaldte hun på mig: "mor se der er et hjerte i min svamp, ligesom hjertet på din havregrød". Fluks løb jeg efter kameraet for at forevige hjertet i svampen. Men som du jo nok kan forestille dig så blev hjertet hurtigt slugt af svampen. Men hvis du gør dig umage kan du nok godt se hjertet ikke?! Rose havde fået samme idé som mig, det billede skulle da selvfølgelig på min blog. Så her er det:
Hjertet i Roses badesvamp...

Forårsfornemmelser

Min yndlingsårstid er lige om hjørnet! Der er dage hvor jeg ligefrem kan lugte den...
Så snart det der helt specielle lys og lydene fylder "rummet" bliver jeg bare så glad.
Forår minder mig om rundbold og dåseskjul sammen med legekammeraterne, slentreture ved Seinen i Paris, den lidt tynde jakke og lysten til at finde en masse friske farver frem!
Forleden dag da jeg skulle besøge en dejlig veninde, smuttede jeg på vejen indenom Panduro Hobby. Jeg havde nogle helt bestemte farver i hovedet og en stor trang til at komme igang med nogle små broderi projekter...
Jeg fandt de helt rigtige farver og er nu i gang med korsstingene. Og ihhh hvor det bare er hyggeligt og det bliver lige en tand sjovere når jeg har med disse friske forårsfarver at gøre.

Jeg glæder mig til lys og luft og pippende fugle. Jeg glæder mig til vinter og påskeferie. Jeg glæder mig til forårsmarked i Odense. Jeg glæder mig til at få min elskede forårsjakke på igen. Jeg glæder mig til at få nye gummisko til den kommende årstid...


MINE forårsfarver!

17 januar 2011

Gaia´s butik

Jeg har forskellige hjemmesyede ting liggende, lige til at sende afsted til dig hvis du er interesseret.
Der er børneforklæder, nålepuder, veste, brocher m.m.
-Har ikke fået fotograferet det hele endnu...
Tjek meget gerne min blogbutik og send mig en mail eller kommentar på indlægget hvis der er noget du er interesseret i.
Priserne er uden porto!

Her er mine nålepuder med fine motiver i korssting.

16 januar 2011

Perletrip

TOTALT inspireret af hende her, har jeg atter fået lyst til at lege med perler og perleplader! Uafhængigt at min plan om at tage fat i kassen med perler, har Rose fået samme idé, og har vist også genfundet glæden ved at sætte de små lækre farvestrålende perler på plader i forskellige former og designe sine egne sjove ting...
I går da jeg var inde i byen, i andre anliggender, fandt vejen dog alligevel forbi BR (af 2 omgange), med mig hjem fik jeg 7 poser perler. 7 nye lækre farver til samlingen. Men jeg havde sat mig for at de ikke bare skulle hældes ned i bakkerne, hvor alle de mange farver ligger blandet sammen, næh nej nu skulle der nyt system til!
I Søstrene Grene fandt jeg nogle rigtig søde små glas, og sørme om ikke størrelsen passede PERFEKT... Der var lige akkurat plads til en hel pose (m. 1000 perler). - Købte af en eller anden grund kun 5, så jeg må afsted igen én af de nærmeste dage...

Da jeg kom hjem, kom perlerne på plads. Rose var meget begejstret og havde selvfølgelig fluks lyst til at gå i gang med de nye perler. Vi har dog valgt at "gemme" dem, og først bruge af den blandede bakke.
Men ak det er besværligt at finde bestemte farver i det virvar af farver, så efter at både min far og jeg havde brugt pænt lang tid på at finde bestemte perler til Roses fisk, tænkte jeg at nu skulle de store bakker sorteres efter farver...
PYHA DA DA det tog sin tid!!!! Men nu ser det lækkert ud og er mere overskueligt, håber jeg...

Da jeg sad og så på de 5 glas med farver fik jeg den tanke at her var da lige en oplagt gaveidé til ham eller hende der er glad for perler... Til den nette sum af 90 kr. kan du give en fin gave. Se selv her:

Perler i glas. Nemme låg at skrue af også for små barnehænder. Låget har en fin størrelse til at have lidt perler liggende i mens man bruger den farve...

En glad Rose med sin perlefisk...

De mange perler før de blev sorteret. Billeder af de sorterede perler kommer snart!

Et hjerte på min havregrød


Jeg foretrækker syltetøj på min havregrød. Hver gang jeg dypper skeen i glasset med syltetøj og fordeler den på havregrøden kommer jeg til at tænke på morgenerne i det lille køkken med min mor og søster, barndomsminder... Men husker nu at der vist også var sukker på dengang? I dag var det hindbær syltetøj, og der sad jeg helt alene u køkkenet og spiste,  og blev så glad da jeg så at der helt tilfældigt var kommet et hjerte på min havregrød.
Er det ikke bare fint?

Forstår du ikke godt at jeg smilede for mig selv og synes det skulle foreviges samt deles med andre?

13 januar 2011

På tur med 19 børn i indre by = en god dag som skolelærer!

I går var jeg på udflugt med 3.D. Vi skulle på Thorvaldsens museum, og når nu vi alligevel skulle ind til byen, og havde tid til det, skulle vi da lige se noget af (min) by!
Så efter nogle skønne timer på museet hvor børnene bl.a. skulle studerer skulpturer, mosaikgulve, flotte dekorationer i loftet og arbejde lidt, gik turen igennem København.
Hvor jeg bare ELSKER København. Der er så mange flotte huse, en konge til hest, en fiskerkone...
Børnene var glade og én af drengene kom mere end en gang og gav mig de dejligste knus mens han sagde "TAK Gaia fordi du tager os med på det her museum", jamen så bliver man jo helt rørt, og glemmer for en stund at han ellers er et ret så støjende element...
På sådanne dage så er det en fest at være lærer. Både børnene og jeg gik rundt og var glade hele dagen. Jeg må vist arrangerer flere af den slags ture...



Har du ikke været på Thorvaldsens museum før så vil jeg virkelig opfordrer dig til at gøre det! Har du børn så er der masser at komme efter i skoleferierne, her er der tit fede gratis kurser i tegning, skulptur eller andet. Men bare en tur igennem de farvestrålende små rum er alle pengene værd, og onsdag er det sørme gratis.
Øverst ser du en af Thorvaldsens værker. De andre billeder forestiller den opgave som børnene skulle løse "gulve og geometri" hed den. Børnene ligger på gulvet og tegner videre på gulvet på det flotte store ark. Jeg kunne ikke lade være med selv at ligge mig ned og tegne også!
Opgaven kræver tålmodighed, men er ret hyggelig. Og bliver man ikke færdig kan man jo bar fortsætte derhjemme!

11 januar 2011

Manden er i køkkenet...

-og det er han fordi det er hans tur til at lave aftensmad.
ENDELIG har vi været så smarte at få lavet en madplan for heeeele ugen, et fint ugeskema hænger på køleskabet. Her står hvornår hvem skal til møde, fodbold eller andet. Ligeså står der hvad vi skal spise de forskellige dage og endnu bedre hvem der laver mad...
Så simpelt og enkelt, så hurtigt at lave så ukompliceret og alligevel så svært for os at få taget os sammen til at lave det!

I boghandlerne har de sådan nogle familiekalendere, har købt én for et par år siden, men det fungerede ikke rigtigt for os herhjemme. Men jeg tror det her system virker for os. Ihvertfald er det på 2.dagen en sand fornøjelse og en stor lettelse.
Nu er vi fri for de der daglige sms´er eller samtaler om hvad vi dog skal have at spise. Og helt ærligt så har jeg ikke meget fantasi og overskud til at være kreativ på den front om eftermiddagen når jeg træt cykler hjem sammen med børnene!

Måske du og din familie har et lignende system. Og hvis ikke, så er det gode råd hermed givet videre.

Jeg kan lige nu sidde med god samvittighed godt plantet i sofaen med computeren i skødet og et glas rødvin ved min side. For i går var det min tjans i dag er det Anders.
Snart står den på lækre grøntsager i wok, med kylling og ris til, velbekomme og skål!

10 januar 2011

Jeg har ikke det der shoppe gen!

Har fri i dag, tænkte at nu ville jeg da drage ind til city og kigge på udsalgsvarer... Havde ét bestemt mål, Benetton butikken. Trænger i den grad til en ny uldcardigan. Jeg er pænt enkel og "kedelig" i tøjet, har mine få favoritter! Og cardigans er én af dem, jeg elsker den beklædningsdel, og jeg er forelsket i de enkle fine fra Benetton, som jeg efterhånden har brugt i mange år...
Min tanke var én i en frisk farve. Men uh der var ikke rigtig lige en der bare var den det skulle være! Der var godt nok den der lysegule som vil være FANTASTISK til foråret, men lige i dag var den altså for fesen i farven til min hudfarve...
Så valget faldt på en meget afdæmpet lysegrå farve, en farve jeg aldrig bliver træt af. Så må den jo blive peppet op med en farvet klud om halsen... Nogle gule handsker røg også med, de må vente til det bliver for varmt til de varme handsker, men morgenerne alligevel er kolde nok til en lille strikvante...

Efter kort tid i city og besøg i meget få butikker fik jeg flip, fik ordnet to andre hurtige ærinder, og vendte snuden hjemad.
Jeg er bare ikke hende der kan ose i butikker i timevis. Jeg er heller ikke hende der har svært ved at gå forbi noget som jeg gerne vil have, det kan jeg snildt. Jeg er hende der IKKE har det der kvinde shoppe gen!
Hjemme igen sidder jeg i mit køkken, radioen spiller, nu skal jeg have mig lidt frokost, og om lidt kommer børn og mand hjem.
Fortsat god mandag til dig!

09 januar 2011

Kaffepause

Jeg holder kaffepause. Siden nytår kan jeg tælle de kopper kaffe jeg har drukket på én hånd!
Da jeg vågnede op d.2.januar med helt vildt ondt i maven begyndte min kaffepause... Når jeg er syg kan jeg slet ikke få kaffe ned, så en sygdomsperiode bliver som regel en kaffenedtrapning eller som jeg hellere kalder det, kaffepause, synes det lyder godt!
I dag lavede jeg mig en dejlig kop kaffe i min lille stempelkande hvor der lige er nok til én kop kaffe, jeg plejer at stornyde denne kop. Men jeg endte med at hælde hele koppen ud på nær den ene tår jeg tog. Det smager mig bare ikke... Og jeg savner faktisk heller ikke rigtig kaffen i løbet af dagen...

Til gengæld har jeg fået en meget god ny ven. Gerne neutral, men også rigtig gerne med min nye tropeblomst honning. MUMS! Det kan jeg anbefale og jeg siger til mig selv at det nok er meget sundere og bedre krop og sind...

Har først nu lært Kusmi te at kende, og det vil blive et langt venskab det er jeg sikker på! Tropeblomst honningen smager delikat på ristet rugbrød og er lækker lækker i te!

Sover du nok om natten?

Jeg har netop læst mig til:

"Det optimale for kvinder mellem 25 og 45 år er at sove syv-otte timer hver nat"  

-Jeg kan hurtigt kokludere at jeg ikke sover nok. Men det vidste jeg jo godt i forvejen. Både min mor og andre kloge mennesker og min sunde fornuft siger mig at vi skal sove mere end jeg gør! Søvn er så vigtigt for mange ting. Og er du én af dem der gerne vil tabe dig og koncentrere dig bedre og være gladere, jamen så er det bare med at få sovet nok!


"Søvnmangel har en vidtgående indflydelse på mange af kroppens processer. Det påvirker blandt andet immunsystemet, blodtrykket, hukommelsen, koncentrationen, humøret og opbyggelsesprocesser negativt, siger Poul Jennum, der er professor og overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin"

Det her er måske ikke nyt for dig! Mange af os er ganske godt klar over hvad vi gør forkert og hvornår vi ikke er gode ved vores krop og os selv. Men jeg tror ikke at det kan siges til os for mange gange HVOR vigtigt det er at vi passer ordentligt på os selv! Min mor er meget god til at fortælle mig at jeg sover for lidt, hun har så evig ret. Jeg indrømmer at jeg bliver lidt irriteret inde i mig selv når hun siger det, men det skyldes at jeg bliver irriteret på mig selv, fordi jeg gerne vil gøre det bedre.

Under overskriften "Uregelmæssig søvn skader helbredet" læste jeg flg.


"Indtrykkene bliver puttet ind i et stort rum og skal sorteres, og den oprydningsproces foretages under søvn, forklarer Poul Jennum, der mener, at søvn, motion, og sund kost er tre lige vigtige faktorer for din sundhed, så den ene kan ikke prioriteres frem for den anden. Passer du ikke nogle af dem, er du ude på et sundhedsmæssigt skråplan."

I 1995 var jeg på en fantastisk ferie. Min mor boede på Solomon øerne, et paradis i Stillehavet, som desværre siden har udviklet sig i den negative retning. Noget med store hoteller der hvor der var palmelunde...
Men jeg så øerne i en flot og smuk smuk tid! Da jeg rejste derud, boede jeg i Paris. Min yndlingsby, og jeg havde et godt liv der. Men en storby er jo som bekendt et hektisk sted, og når liver suser forbi suser jeg med! En hel måned havde jeg i paradis! Jeg kom virkelig ned i tempo, gummiskoene blev skiftet ud med klipklappere og jeg lullede mig ind i de indfødtes langsomme tempo.
Om natten drømte jeg om alt og alle, der var virkelig aktivitet. Min mor har altid lyttet med stor  interesse til mine drømme. Nu havde jeg nyt at fortælle hver morgen. Nu havde jeg tid til at drømme. Nu havde jeg tid til at slappe af og bare være!
Som min mor sagde så ryddede jeg nok op. Jeg kunne betragte det som en kommode, hvor jeg puttede oplevelser og hændelser på plads i rette skuffe.

Og hvorfor skriver jeg så om den rejse og mine drømme der? Jo fordi jeg kom til at tænke på det da jeg læste ovenstående citat i artiklen!

Et nyt år er gået og MANGE mennesker har lovet sig selv en masse og sat mål, håb og drømme op for 2011. Har nogen af jer sagt at i gerne vil sove bedre i 2011? Det var én af de ting der kom på listen, da jeg traditionen tro 1.januar formulerede nytårsforsæt i kalenderen for det forgangne år.

Jeg får lyst til at lave et søvn eksperiment 
eller en søvnkontrakt med mig selv. 
Men den skal jeg lige sove på...


Artiklen har jeg læst i januar nummeret af fitliving. Læs evt. mere om søvn her

08 januar 2011

Weekend

I morges var vi en ekstra om bordet, så hyggeligt at Roses klassekammerat Aja sad der glad for enden af bordet og smilede til os!
Radioen spiller musik og Rose bladrer i kogebøger for at finde den kage som hun og jeg skal bage senere i dag. Max spiller fodbold med vennerne i gården. Anders drikker kaffe i sofaen. Og mig, jeg har netop banket en dej sammen til brød og boller. Nu vil jeg pakke træningstasken, bevæge mig mod SATS og gøre lidt ved en del af nytårsforsættet, mens dejen hæver og indkøbene forhåbentlig bliver klaret, madplanen for den kommende uge er lavet, herligt!



Den her klump står nu og hæver i den varme stue...

SKÅÅL! 
Her er hvad Anders og jeg hyggede os med i går aftes
da alle børnene var faldet i søvn...

Jeg elsker weekend!!!

07 januar 2011

Farver

Vi bor ikke særlig minimalistisk og stilrent herhjemme, væggene er hvide, vi har flere reoler spækket med bøger og spil, og har bare mange ting, der er derfor en del farver rundt omkring i vores lejlighed. Men alligevel får jeg med jævne mellemrum lyst til at gå farveamok, får lyst til at ombetrække sofaen til en rap postkasserød farve eller måske endda mønstret stof, male spisebordet turkis, sætte farvestrålende tapet op på en eller flere vægge... Det er ikke umuligt, ej heller besværligt men samtidig ikke noget man sådan bare lige gør (ihvertfald ikke mig).
Jeg ELSKER farver og har utrolig ondt af dem der er farveblinde! Men jeg er ikke selv særlig farvestrålende! Min påklædning er rimelig behersket i farveholdningen. I mine unge år, var jeg gerne klædt i et væld af farver, og dengang malede jeg også gerne væggene i forskellige farver. Men så tog hvide vægge og sort tøj over... (nogen siger godt nok til mig at hvid og sort ikke er farver...).

Vi har vel alle vores flip og lige for tiden har jeg et farveflip, jeg vil have farverne tilbage i mit liv! Jeg er enormt glad for min nye skoletaske og penalhuset, jeg bliver glad i låget af at se på det, jeg er igen blevet ellevild med mit sengetæppe og glæder mig nu igen ekstremt til at det er færdigt, så motivationen (efter en lang pause) til at få det syet færdigt er der igen!!!
Det lyder ikke vildt i jeres ører måske, men i mange år har jeg kun købt hvide stearinlys, måske cremefarvet, men så heller ikke vildere. Nytårsbordet havde jeg bestemt mig for skulle være i flere farver, og fik så den idé at der skulle være en masse lys i hver sin farve. Tiger var stedet hvor jeg selvfølgelig kunne finde lysene. De vakte glæde både hos mig og min søster, de gør mig glad, de lyser smukt og farverne er dejlige at se på!!!! Så nu har jeg min faste gang hos Tiger efter farvede lys...
Garderoben skal også have et sprøjt med farvepaletten... Der er jeg bare ikke så vovet som med lysene!

Rose er også vild med farver og sætter farver og mønstre sammen når hun klæder sig på, som jeg ikke selv ville have gjort, hun inspirerer mig, også de dage hvor hun ligner et fastelavnsris. Men et dejligt fastelavnsris! Hun kan godt lide at spørge mig om hvad min yndlingsfarve er, måske hun spørger fordi hendes yndlingsfarve skifter indimellem. DET kan jeg altså ikke svare på, men skal jeg vælge én så er det blå, og orange er den eneste farve jeg bare ikke har det godt med! -(ej mens jeg skrev dette, spurgte Roses klassekammerat, som ligger og tegner på gulvet sammen med Rose, hvad der er hendes yndlingsfarve er af alle farver, turkis var svaret)...

Hvilken farve er din yndlingsfarve???

Stof som jeg godt kunne tænke mig en taske i...

Noget snor som jeg ikke aner hvor kommer fra men det er da en lækker rulle...

Selvom jeg ikke er så gode venner med lynlåse (når de skal sys i) 
er jeg glad ved dem og agter at bruge dem alle...

Normalt har jeg ris eller mel i glas som dette, men fik den idé at putte bånd i. 
Synes det ser lækkert ud og glasset står og pynter på mit sybord...

Sengetæppet...

Fint silkepapir som var om en lækker hæklet sag fra Puk...

Fuglen her er fløjet til Nørrebro hele vejen fra Næstved (tak Puk!)...


Tænk hvis jeg var grøn.
Så kunne jeg gemme mig i græsset
og lege med en skrubtusse
Farvedigtet er lånt her.




06 januar 2011

Et godt nytårsknald (og grin)...

Ja overskriften leder måske dine tanker hen på noget frækt, men næh nej så bliver du slemt skuffet...
Gad egentlig godt vide hvad du havde forestillet dig dette indlæg handler om...?!?

Før da jeg svang støvsugeren og de mærkeligste steder fandt confetti fra bordbomberne der sprang nytårsaften, kom jeg til, at tænke på en sjov oplevelse. Line jeg håber du læser med...

Det var nytårsaften 2000/01. Min kære veninde og hendes bofælle holdt en super hyggelig og meget sjov fest. Under middagen fløj det rundt med knaldperler, hen over bordet. Meget livligt!
Anders og jeg festede hele natten, og blev sikkert godt beduggede...
Da vi meget sendt kom hjem og var på vej i seng, og jeg klædte mig af blev det noget festligere end normalt og en fiks afslutning på en fantastisk aften. Da jeg åbnede min BH og smed den på gulvet sagde det  KNALD !!

Sørme om ikke der var en knaldperle der var havnet i kavalergangen, og som havde ligget godt og trygt der indtil festen var forbi for mit vedkommende...
Altså jeg synes det er en god historie og den bringer et smil frem på læben hver gang jeg kommer til at tænke på det!

8 dage senere opdagede jeg at jeg var gravid med Max. Stakkels lille drengebasse, der har han ligget og skvulpet rundt  i min nytårsrus, og hørt på de mange knald...

Åhh ja det var dengang nytårsaftenerne havde en anden lyd... 
Tid til at
følge børnene i skole
træne
snuse i en butik på vej hjem
og endnu en
dalre hjem gennem sneen
slappe af i sofaen med god film og strikketøj
læse en artikel der skal inspirere mig
læse avis

Min torsdag er startet godt og jeg nyder min fridag hjemme i varmen! 
Nu skal jeg smage min nye lækre tropeblomst honning...
God torsdag til dig der kigger forbi.

05 januar 2011

Skoleklar...?!?

Tjae jeg kan ikke gøre så meget mere nu. Når dette indlæg er skrevet og theen er drukket, vil jeg børste mine tænder og hanke op i min taske og bevæge mig mod toget, for cykle det tør jeg ikke i dette vejr... Er SÅ bange for at køre i sne og glat føre!
I går fik jeg syet mig en taske, havde ikke planlagt det nøje kastede mig bare ud i det. Oprindeligt var det slet ikke sådan en slags taske jeg ville have som ny skoletaske men den som det skal være, er svær sådan bare lige at lave, så det blev den nemme metode. Et ganske simpelt net! Men det er en taske der gør mig glad i låget, jeg kan lide farverne, og jeg har pyntet den med ord dere gør mig glad, penalhuset er jeg også glad for og jeg har købt mig en glad kuglepen + sødt viskelæder, så bliver det hele nok sjovere hvis jeg er træt af at skulle på arbejde...

(de her billedcollager er ikke så gode, det er svært at se hvad der står på de første billeder, så klik på dem så kan du meget bedre se...)

Tid, favn, ro, fred og kys. For mig gode positive og dejlige ting, derfor broderet på tasken. Køkkentern fordi jeg er vild med det. Pink og grøn sammen fordi jeg synes det er to skønne farver sammen.

Lommer skal der til! En stor hvor der er plads til lidt af hvert. En mindre, delt op i to, den ene side til telefon, den anden til nøgler...

Et kig ned i tasken, bare dette syn af farver gør mig glad! Mit nye penalhus og min fine blanke, rene og nye kalender.

Selvom min mave bare ikke er sig selv og ikke har været det i 3 dage, hvor jeg faktisk kun har spist suppe og youghurt, har jeg alligevel lavet mig en dejlog madpakke. Nu håber jeg så appetitten er der. Lækker salat med tun, et frisk æble, vand og lidt Pucca the...

Min nye kuglepen og et af de 4 viskelædre der er i pakken. Blå for himmel...


Theen er drukket, klokken snart 9, indlægget skrevet, tasken pakket, så er det bare afsted mod Gentofte, skulle jo nødig komme for sent den første dag efter ferien...
Rigtig god onsdag til dig!

04 januar 2011

Et år er gået

Et år er gået siden jeg skrev mit første "rigtige" indlæg her på bloggen, indlægget med overskriften januar blev starten på noget nyt. Det blev en tradition at jeg d.4. i hver måned skrev et indlæg om hvad der skulle ske i den kommende måned.
At det faldt på d.4. januar skyldes at netop den dato betyder noget særligt for mig, da det er årsdagen for hvornår Anders og jeg blev kærester. I dag er det hele 14 år siden. GISP det lyder vildt! men når jeg så tænker tilbage så har vi da også lavet og oplevet en hel del både sammen og hver for sig!


Januar indlægget blev også starten på noget nyt. Jeg havde netop oprettet min blog, inspireret af min dejlige kollega Sidsel, og husker helt tydeligt hvordan jeg havde det da jeg sad og kiggede på skabeloner, skrifttyper og farver... -igen det der med dufte, årstider og lys !

Da jeg oprettede min blog for et år siden, anede jeg ikke hvilken verden der ville åbne sig for mig. Jeg anede ikke at der fandtes så mange spændende, inspirerende og kreative kvinder, anede ikke at der fandtes så mange blogs, ja begrebet var ret nyt for mig! Jeg blev bare mere og mere opstemt og glad over den verden der åbnede sig for mig, jo mere jeg bevægede mig ind i blogland!
Det er magisk, inspirerende, motiverende, spændende.... at følge med på de mange farverige blogs jeg følger. Bag disse blogs gemmer der sig mennesker som jeg ikke kender, men med tiden føler jeg at jeg kender dem selvom vi aldrig har mødt hinanden, sådan er jeg sikker på at nogle er jer andre bloggere og bloglæsere også har det!?

Gennem bloggen har jeg været så heldig at lære en at kende, sådan rigtigt, jeg har nu lært Puk at kende, og det er bare noget af det bedste der skete i år 2010. Det var en meget positiv oplevelse, og jeg er meget glad for at hun nu er i mit liv!

Nu sidder jeg så her et år efter og tænker både tilbage på året der er gået og det år der netop er gået i gang. Tænker over min livet på min blog, de besøgende og indholdet, tænker på om der skal ske nye ting, udover ændringen af bloggens udseende... Mens jeg har siddet og skrevet dette indlæg har jeg besluttet mig for ikke at fortsætte med månedsindlæggene som før, men hellere skrive dem efter at måneden er gået. Men om det bliver sådan er jeg ikke helt sikker på. Har ikke lyst til at sætte mig fast på noget. Vælger dog ikke at skrive om alle de ting der skal ske i januar, synes det er lidt kedeligt og lidt pligt agtigt, og det er altså heller ikke fordi der sker så meget spændende denne måned. Lige bortset fra at der kommer børnepenge...

Til dig der læser med vil jeg sige at det er jeg rigtig rigtig glad for! Det rører mig og glæder mig at der er nogen der følger med. Når du alligevel kigger forbi, håber jeg at du vil snuse lidt rundt til de andre indlæg på bloggen. Ligeså håber jeg at du vil skrive en kommentar, det bliver jeg så glad for. Så kan jeg også se at du har været her. Jeg tager gerne mod ris & ros og gode råd, kommentarer til de kreative projekter jeg har gang i eller indblanding i diverse emner om børn og familie m.m. Håber at høre mere fra dig i det kommende år.

I dag er sidste dag i min dejlig laaaaange juleferie. ØV BØB BUSSEMAND !!! Jeg ELSKER ferie, jeg er vild med at have tid hjemme, at være i mit hjem i dagtimerne. Kan godt lide at nusse rundt herinde og mærke livet passerer forbi udenfor vinduerne!
Kan også rigtig godt lide mit arbejde, og næsten alt der følger med det. I morgen skal jeg op på hesten og vender snuden mod Gentofte, skal gense dejlige kollegaer og mine skønne 24 rollinger i 3.A.
Et nyt år er igang, og jeg må hellere følge med...

Endnu en gang ønsker jeg alle godt nytår. Held og lykke med det kommende år, gid det må gå jer som i ønsker det. Mine nytårsfosæt er skrevet ned, i min kalender for 2010, og er lige til at tage frem og kigge på ved lejlighed.

Allersidst en hilsen til min Anders, som godt nok ikke læser med. Men nu da det er årsdagen skal han da lige have en lille hilsen. Jeg elsker dig og er glad for de mange år, og oplevelser vi indtil videre har delt. Jeg er glad for vores to børn, og vores lille firkløver. Tak!

dagen før dagen...

Nyder dagen, broderer, syr, set tv er ALENE.... Men den er for kort denne her dag.
Bliver tasken færdig monstro? Jeg håber....
2 timer til afgang mod fritteren, uhh jeg har lidt travlt...
G

03 januar 2011

Der er noget med lugte, lys og årstider...

Når efterårets særlige lys skinner over byen bliver jeg revet år tilbage, og mindet om de mange gåture med baby Max i vognen! Nu da jeg sad ved symaskinen og syede mit penalhus færdig kom jeg til at tænke på Anne Franks dagbog. For et år siden på denne tid oprettede jeg min blog og begyndte på bogen. Min juleferie sidste år var anderledes, op til ferien havde jeg været sygemeldt pga. stress, så ferien blev noget længere og det var med andre følelser og tanker at jeg holdt ferie.
Jeg blev af flere spurgt om jeg var klar til at komme tilbage, jeg husker at jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. Nu er det jo også sådan at når man starter efter en ferie, både som elev og som lærer, så er det tit sådan lidt kuldret og underligt, alle parter skal lige finde ind i hverdagens rutiner igen. Så jeg vidste at det ville være lidt uoverskueligt at starte, men tænkte at det nok var et godt tidspunkt at vende tilbage, for så var jeg da ikke ene om at skulle genfinde rutiner og rytmer...

Tidligere i dag kom dette spørgsmål op i mig igen "er du klar til at starte?"... Øh ærlig talt så er jeg ikke. Om det er fordi jeg ikke har fået lavet hvad jeg ville i ferien, om det er fordi jeg er syg eller bare ELSKER ferie og dage hjemme i min lejlighed ved jeg ikke. Men jeg føler mig ikke klar, og jubler ikke over at skulle igang.
I morgen starter Max og Rose i skole, og jeg har så lige en sidste dag inden jeg starter. Dagen skal bruges herhjemme, lidt forberedelse, syarbejde, avislæsning i sofaen og ro og fred, bare mig!
Sidste år på samme tid lavede jeg en aftale med mig selv. Den aftale gik ud på at jeg skulle begynde at cykle hjem fra arbejde efter sidste lektion, ikke noget med at hænge ud på arbejdet lige indtil børnene skulle hentes. Jeg begyndte at prioritere anderledes, og fik det meget bedre! Stress skal ikke gøres til en eftertragtet ting, men dem der siger at livet efter stress er bedre end før, de har ret hvis du spørger mig.
Jeg har aftalt med mig selv at jeg skal passe bedre på mig selv i år. Hvad det indebærer ved jeg selv. Men en ting er bl.a. at genoptage aftalen med mig selv: Give mig selv alenetid, stunder i ro og fred, med en god bog, strikketøj, avis eller ingenting, i tiden mellem arbejde og at jeg henter børn. Måske ikke hver dag, men nogle gange om ugen...

Kender du det med at en duft eller et bestemt lys kan rive dig tilbage til en anden tid i dit liv?

I dag har jeg forkælet mig selv med ugeblade og 3 nye Pucca theer, 2 gamle kendinge og en ny, som smager ligeså fantastisk som de andre. Jeg fik også syet mig et nyt penalhus, det var lissom mere overskueligt end skoletasken. Den kan jeg nemlig ikke helt greje, så det bliver en hurtig løsning i morgen tror jeg og så skal jeg lige gennemtænke tasken inden jeg klipper.
I morgen er det d.4.januar. For mig en særlig dag. 14 år siden at Anders og jeg blev kærester. Dagen er min, og jeg skal nyde den helt for mig selv!



Mit nye penalhus. Jeg kæmper stadigvæk med kantebånd, det kører ikke helt for mig, og det der med lynlås er heller ikke lige mig. Men jeg er nu alligevel rigtig glad for resultatet, og er sikker på at det vil gøre mig glad hver gang jeg tager det frem på arbejdet... (bliz´en får de hvide prikker til at skrige i øjnene på en, sorry)

En god stund: knækbrød med ost, Pucca the og læsestof...

Omgivet af Love og Revitalise står min nye ven Chamomile & Vanila...

Nu skal jeg finde madkasser og drikkedunke frem og få smurt nogle madpakker til børnene, finde idrætstøj frem til Max og være den gode mor der gør deres tasker OG penalhuse klar, selvom jeg synes de selv burde have gjort det i dag...

Her hygger jeg mig!

DAB radioen, en julegave fra min tid i Grand teatret. 
Den spiller gerne for mig når jeg sidder her ved mit bord...

Mit bord er placeret tæt ved vinduet, og jeg er vild med den plads. Når jeg skal greje noget eller bare lige har brug for at tænke lidt kan jeg vende hovedet og kigge på "udstillingen" eller livet der passerer forbi udenfor. Det turkise lerfad har jeg fået i julegave af Max sidste år, i det fjerne en bederulle (hedder det vist) fra min dejlige mor, mine briller, og en lille bitte tallerken jeg har malet da jeg gik til porcelænsmaling, nu er den indviet til røgelsestallerken.


Jeg kan rigtig godt lide når mit bord er totalt ryddet og man kan se den hvide bordplade, men faktisk så er jeg endnu gladere for et bord der roder lidt, et bord med alt muligt guf i en skøn blanding. Her mine to meget kære venner, computeren som jeg har fået af min søde kæreste og symaskinen fra min dejlige mormor...

Et skønt farvemix, diverse textiler og bånd er hevet frem, prøver at finde ud af hvordan min nye skoletaske skal se ud...


Skulle man lave et bælte, sy et penalhus eller... Og kunne jeg måske finde et spændende sted at stryge kysmunden på...


Strygebrættet og jernet er uundværligt når jeg arbejder, men som du ser her bliver brættet ofte brugt som et ekstra bord...