24 juni 2011

SOMMERFERIE

Om 5 timer, ja sølle 5 timer, så har jeg SOMMERFERIE. Og den slutter først d.11.august, for hulan da det er skæppeskønt!
Ferie er altid velkomment herhjemme, nogen gange mere tiltrængt end andre...
Ihhh hvor jeg glæder mig til at skråle med på skolens feriesang sammen med alle de glade børn, knuse dem og ønske dem god ferie. Glæder mig til bagefter at skåle med kollegaer og knuse dem inden vi går hver til sit.
Men allermest glæder jeg mig til at komme hjem til Anders og børnene, for at holde ferie sammen med dem!!!!
God ferie til dig når du når så langt.
Max og Rose der spiser is. Det har man lov til at gøre hver dag i ferien...
(Billedet er fra sidste sommer)

22 juni 2011

?????

Hvad h sker der for Blogspot???
Kan du heller ikke komme på andet end din egen blog???
G

21 juni 2011

Luella

Luella er navnet på den lille baby jeg skal se for første gang i dag. I kan tro at jeg glæder mig. Gaven til moderen er pakket ind og på vejen skal jeg finde en lille ting til Luella.
Smag lige på det navn, det er da dejligt at sige!
GLÆDER mig til at se både mor og datter!!!!

En bogtaske, notesbog og nøglering til Nina

Pakket fint ind og klar til at give væk...



20 juni 2011

"Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong"




Jeg er ikke den store bogsluger, og giver mig sjældent tid til at gå i gang med en bog. Kan egentlig godt lide at læse, men... Ja jeg vælger at bruge tiden på andre ting...
For nylig kom jeg til at tænke på filmen "Out of Africa", hvorfor den pludselig poppede op ved jeg ikke. Men efterfølgende kom lysten til at læse Karen Blixens "Den afrikanske farm", og jeg besluttede mig for at den skal med mig til Bornholm på lørdag. Nu er jeg rigtig spændt på om den fanger mig & om jeg finder tid til at læse!
Har det sådan lidt lige nu som med popkornene i biffen, dem skal man først begynde at spise af når selve filmen starter. Bogen her har jeg så umådelig lyst til at åbne og begynde på, men havde egentlig forestillet mig at den først skulle åbnes når jeg sidder i bussen mod Ystad...
Uha skal jeg tyvstarte?!

Hvad skal du læse i din ferie?

Skuffelse

I lørdags holdt Max fødselsdag for drengene fra klassen, og Rose havde fået lov at invitere en veninde hun kunne hygge sig med. Mens Anders og jeg var i køkkenet for at lave pizza og chokoladekage tullede Rose rundt og forberedte en skattejagt som hende og veninden skulle ud på, når Max og drengene skulle spille fodbold og drengefimse.
Rose er meget gennemført med hendes små klippe-klistre sager hun går og laver og der bliver produceret en masse spændende ting. Jeg hørte godt hun havde gang i noget men fik aldrig set hvad hun helt præcist lavede.
Klokken slog 12 hvor gæsterne var inviteret til, drengene begyndte at ankomme, og Rose spurgte til hendes gæst (det havde hun gjort i et par timer inden da) og hver gang dørtelefonen ringede håbede hun.
Men ingen pige kom... Til sidst ringede vi, måske de havde misforstået tidspunktet. Men ak, faren anede ikke noget om tøsernes aftale, vi forældre havde vist ikke været helt så tjekket hvad den legeaftale angik... Så da Rose fandt ud af at veninden ikke kom, blev hun så skuffet og rigtig ked af det. Hun havde endvidere dækket fint bord til de to inde i stuen og jeg havde pyntet 2 muffins specielt til dem.
ØV!!!
Humøret fandt hun heldigvis igen og hyggede sig, men var stadig skuffet!
Da alle de mange drenge var taget hjem og der faldt ro over hytten, så jeg hvad det var Rose havde lavet.
AV et stik i mit hjerte, åha den lille pige hun har da virkelig gjort sig umage og arrangeret til hende og veninden, og så blev det ikke til noget. Hendes 3 poster hænger der endnu, jeg har ikke set post nummer 4, men som jeg forstår ud fra det der står bag på posterne skulle der være en på hendes cykel også...?!

Hun skal lige have et ekstra knus når jeg ser hende senere i dag. Og så må jeg vist snart få lavet en ny aftale med hende veninden...

SKATTEKORTET

POST 1


POST 2


POST 3


19 juni 2011

Og væk var sommerfuglene...

Sommerfuglene fløj ligeså stille afsted, måske for at søge mod en ny mave.... Jeg ankom til Blogtræf og der blev jeg mødt af søde damer, venlige smil, det lækreste kagebord og et nysseligt pyntet  lokale...
Ganske få ansigter havde jeg set før, og jeg mødte nye og søde blogdamer.
Tak til Anne, Vibeke og Mille for at de har arrangeret denne eftermiddag og dermed givet os mulighed for at hilse på andre bloggere!
Også tak til dem der har doneret diverse ting til os deltager. Vi fik hver en farvestrålende taske med alt muligt guf i, det er allerede vist frem på forskellige blogs, så snus lige lidt rundt i blogland og se hvad vi har fået samt nyd billeder af boblevand, lækre kager m.m.
Én af tingene i tasken var en lille sort og hvid stribet æske fra Summerbird. Der gik lidt tid inden det gik op for mig hvad meningen med den lille æske er. JUHUU for en lækker ting! Jeg kan bytte æsken for en STOR flødebolle eller is, hvad siger du så? det er da en flot donation... Tror min datter skal have fornøjelsen af at smage en luxus flødebolle...
Mit kamera kom ikke rigtigt frem, det eneste jeg fik fotograferet var det fine kagebord...





Til jer der deltog. Jeg husker ikke navne særlig godt, så det har været lidt svært at finde jeres blogs, men måske du kigger forbi en dag, og på den måde hjælper mig med at finde dig...

Sommerfugle i maven...

I dag skal jeg møde en masse, helt sikkert, dejlige piger! Om ganske få timer cykler jeg gennem byen mod Østerbro hvor jeg skal til blogtræf, jeg glæder mig, men jeg har nu også sommerfugle i maven...  Jeg kan rigtig godt lide at møde nye mennesker, jeg synes det er så spændende, at sige hej og begynde en samtale med et menneske som jeg ikke kender! Et nyt bekendtskab der kan inspirere, lære mig noget & sætte tanker i gang...
Der er 3 som har forberedt dette træf over længere tid, Mille, Anne og Vibeke, jeg glæder mig til at møde dem og er spændt på hvad de har fundet på af gode sager... Jeg glæder mig også til at se alle dem der kommer!
Med i tasken kommer måske et lille kreahygge projekt, men jeg har nogle billeder for mit indre af boblende drikke, søde sager og fine servietter... Så måske jeg bare skal nyde dagen, læne mig tilbage, sludre, skåle og hygge.
Du derude ønskes en rigtig god søndag. Er du én af dem der skal deltage i et løb i dag, så rigtig god fornøjelse, det var min plan, men jeg fik aldrig meldt mig til, så jeg tog turen i morges i stedet for...

Sommerfuglene er der endnu...

15 juni 2011

Blå

Nyhavn dannede i pinsen rammen om et rigtig fint arrangement, der var træskibstræf og havnen var fuld af flotte flotte sejlskibe! Min onkel var sejlet hertil fra Ærø.
Min mor, børnene og jeg drog afsted gennem solfyldte København for at nyde synet af skibene, spise is og hilse på onkel Søren.
Det var bare så fint og flot i Nyhavn, så mange smukke skibe, skøn stemning med musik og en rigtig god stemning. Så kom man lige til havnefest i Nyhavn...
Sørens skib lå sådan så man skulle gå over 4 skibe for at komme ombor, en udfordring børnene klarede i noget mere elegant stil end deres mor!!!
Alle de fine skibe skulle ud og sejle som en slags parade på samme tid, og vi fik lov at komme med.
Juhuuuu for et fantastisk dag og eftermiddag på vandet. Søren slukkede motoren og satte alle 4 sejl, vi sejlede derudaf, fik serveret lækker frokost ombord og havde bare nogle DEJLIGE timer.
Børnene var glade og synes bare det var fedt!
PÅ havnen var der diverse boder, bl.a. de rullende biologer! Her fik børnene og jeg det bedste oplæg om krabber og hummerre, vi lærte at se forskel på en han og en hun krabbe og jeg, ja jeg lærte meget om de små dyr!!!
Når jeg tænker tilbage på den lørdag bliver jeg helt glad og varm inden i..... Hop med ombord og se flotte billeder fra turen...

Da vi sejlede hjem mod Nyhavn igen, kom vi forbi skuespilhuset, her skød min onkel en kanon af, mon ikke der var nogen som fik deres latte galt i halsen??? For den var sørme høj den lille kanon...
Se lige spejlbilledet af sejlene...

12 juni 2011

64

64 !!!
Så mange forskellige farver perler har Marie til sine muffedisser...
Og ved du hvad, mit gæt var tættest på, så jeg VANDT!!!!
Jubiiiiiiiiiiiiiiiiii

Kan slet ikke vente med at se hvad posten bringer mig!

10 juni 2011

Hmmm

 Rødvin, gulerødder, saltstænger, chili peanuts, avocado og poser til isterninger...

Da jeg for mange år siden var kassedame kunne jeg ikke lade være med en gang imellem at kigge på de varer kunderne købte. Altså sådan mere indgående, nogen gange var det nogle sjove ting der lå der på båndet, de passede måske ik rigtigt sammen... Jeg kunne så heller ikke lade være med at kigge på kunden og tænke om hvad vedkommende mon skulle lave ud af de varer, eller om manden måske bare havde fået stukket en indkøbsseddel i hånden... Nogen gange blev jeg meget fristet og inspireret til hvad jeg selv skulle lave til aftensmad!
I dag var jeg så den kunde der tømte kurven på båndet og tænkte hmmm hvon ser det lige ud? Mon kassemanden nu sidder og tænker sit?

08 juni 2011

Far



I morgen drager børnenes far til Barcelona! Der er to gukker der kommer til at savne ham farbamsen!

06 juni 2011

Fars dag

Tænk du bare dit, jeg ved mange synes det der med at fejre mor og fars dag er noget være pjat, men herhjemme gør vi (jeg) en dyd ud af at fejre farmanden når det er fars dag. Måske fordi han fortjener at blive forkælet, og så er dette en fin anledning... Nogen siger at det er mors dag hver dag, det synes jeg er noget pjat.
Nå men de sidste år har børnene og jeg gjort et nummer ud af at hygge om farmanden i familien. Et år cyklede vi til Grønttorvet hvor vi købte en flot solsikke, jeg havde allieret mig med en af hans kollegaer, så vi vidste at han var på kontoret når vi om eftermiddagen troppede op som en overraskelse og gav blomst og tog ham med hjem...
I går var det fars dag igen.
Børnene og jeg vækkede ham til lækker brunch i gården. Han fik lov at bestemme hvad der skulle ske i løbet af dagen... Det blev til en skøn skøn cykeltur gennem solfyldte København. Gennem Østerbro, forbi Langelinje, over Amalienborg slotsplads lige efter vagtskifte og med endestation i Kongens have hvor vi fik is og slappede i solen.
Jubiii for en dag. Sådan en dag bliver jeg bare ekstra glad for at bo i København!
Hvad mon ungerne og jeg finder på til næste år???







04 juni 2011

3 små grise

ØF ØF siger det i min stue, for 3 grise er flyttet ind...
De bor her indtil de finder et kærligt og varmt hjem hvor de kan vokse sig store og lækre!
Derfor søger jeg nu nogle gode mennesker som har lyst til at have en sød gris boende.
Jeg har navngivet dem sommerbacon, Hawaii og marcipan. Men du må gerne finde på et andet navn! De er klar til at flytte hjemmefra!



Det er nogle søde og sjove grisebasser! Og se bare de kan akrobatik...
Den på toppen er Hawaii, den blomstrede nederst er sommer bacon og den sidste marcipan.
Sig endelig til hvis du eller nogen du kender kunne have lyst til at have sådan en gris boende.
De koster ikke mange penge og når de først er flyttet ind koster de ikke noget, de beder blot om at blive leget og snakket med og selvfølgelig at få en masse kram...