Viser opslag med etiketten gode stunder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gode stunder. Vis alle opslag

18 oktober 2012

Supermodellerne


Da jeg boede i Paris var jeg så heldig at få adgang til de store Haute Couture modeshows. Dette takket være kæresten til en ven af familien. Ham der skaffede mig adgang, arbejdede for et firma som stod for lyd og lys og han gav mig et badge påtrykt firmaets navn. På den måde kunne jeg smutte ind og se med når supermodellerne spankulerede frem og tilbage på podiet.

Husker at jeg til at starte med stod bagerst, jeg var jo lissom ikke inviteret, men har også siddet på én af pladserne blandt publikum, hvordan jeg kom til dette, husker jeg ikke. (ØV jeg skulle have skrevet dagbog).
Af flere omgange (sæsoner) kom jeg med til dette fantastiske arrangement! Og alle gange havde jeg mit kamera med. Dengang foregik det med filmruller der skulle skiftes, så noget missede jeg i farten, når jeg lige skulle sætte en ny film i kameraet.
Frækheden og modet kom op i mig på et tidspunkt, og jeg bevægede mig HELT NED til kanten af podiet. Der stod jeg så omgivet af fotografer, og lige foran publikum, med udsigt lige op til modellerne og alle de fine kreationer!!! Jeg knipsede løs og det resulterede i en masse billeder og et album PROPPET med dem. Det var virkelig noget af en oplevelse, og et stort ønske blev opfyldt!!!

Dengang havde jeg klart mine favoritter, Nadja Auermann, hende synes jeg bare var flot, og hun havde noget særligt over sig og Carla Bruni var bare så smilende &havde sådan en naturlig æblekinde sødme over sig! Sørme om ikke jeg også kom til at flyve i Concorden med hende til New York en dag også, men det er en historie for sig...
Mange er vilde med Helena Christensen, selv har jeg aldrig fundet hende så fantastisk, og jeg må med beklagelse sige at når hun gik der på podiet var hun altså ikke den mest overbevisende.
Til gengæld kunne Naomi Campell virkelig noget, hold da fest hun er god til at gå! Claudia Schiffer og mine to ovennævnte favoritter overgik hende også i den grad.

I går da jeg ryddede op i nogle kasser, fandt jeg mange af de modekataloger som jeg har gemt fra mine år i Paris, og deriblandt dem hvorpå jeg har fået en stribe af modellernes autografer. Jeg forstå godt fascinationen og at en autograf kan være eftertragtet. Om jeg havde gjort det i dag ved jeg ikke, men da jeg stod der i mængden efter et show og de kom spankulerende gennem rummet, ja så var jeg altså ikke for genert til at spørge. Det foregik med et smil, og jeg lev helt varm indeni. Dengang var jeg i starten af 20´erne og optaget af alt dette på en anden måde end nu.
Desværre kan jeg ikke læse alle kragetæerne (måske du kan hjælpe) men jeg har tydet mig frem og gætter lidt...

Knus Carla Bruni

Til højre Helena Christensen og på hovedet gætter jeg på Nadja Auermann

Aner slet ikke hvad der står... Desværre!


SUK jeg bliver helt nostalgisk. Nok var der forskellige udfordringer og ensomme stunder mens jeg boede i Paris, men der var dælme også mange gode stunder og oplevelser som jeg ikke ville have været foruden og som ikke ville være kommet til mig herhjemme...
Jeg er meget glad for at jeg har gemt disse autografer og skal da klart finde albummet frem med billederne...

13 august 2012

Snupper lige lidt ferie med ind i hverdagen...

Sol, godt humør, ro, klassekammerat med hjem, første-skoledags-is, lang tid til leg og pjask på legepladsen, lækker kaffe,  lidt rødvin under madlavningen, spagetti med kødsauce, mere leg....
Alt sammen med til at gøre hverdagen til noget der minder om ferie...

12 august 2012

40 ÅR

Fødselsdagsmiddag på en MEGET hyggelig restaurant i Marais kvarteret. Kød, ost, rødvin og én af de bedste desserter, créme brûleé!!!!
Tjeneren sang sørme fødselsdagssang da han serverede mig den, og rørt det blev jeg.
Restaurantbesøget fuldendte en dejlig fødselsdag, som blev fejret i den dejligste by i det dejligste land, sammen med den DEJLIGSTE familie!!!!!

11 august 2012

La Defense

Når jeg ser på billederne synes jeg det er lidt mærkelig at tænke på, at netop der var jeg i går formiddags. I bagende sol, vores sidste dag i Paris.

Da jeg boede i Paris, var La Defense som mit hav. I en storby med meget trafik, snak, larm og gang i den og et krævende arbejde var det en fornøjelse at tage lidt væk fra byens midte hvor jeg også boede, og stå under den flotte moderne triumfbue, mærke vinden i håret, og jeg kunne blive helt rolig af den meget afdæmpede farveholdning der er derude.
At sidde på trappen med ryggen til byen og bare slappe af, er stadig den dag i dag, noget jeg sætter stor pris på!

Jeg har aldrig været oppe og nyde udsigten fra toppen har du? Hvis ja, så er jeg misundelig, for nu er det nemlig ikke muligt! ØV! Jeg blev skuffet, havde gerne taget en tur derop. Men som billedet af billetlugen viser så er det fortid...

Men det er stadig muligt at nyde arkitektur og modernisme som en fed kontrast til det majestætiske gadebillede inde i Paris centrum! Og spørger du mig så er det et must når du rejser til byernes by!

05 august 2012

Gensyn med min elskede by, 5 dage i mit andet fædreland, smukke boulevarder, rødvin, croissants, pic-nic ved Seinen, 40 år fødselsdag, shopping, afslapning, hotel, være sammen med min elskede lille familie...... Paris Je t´aime!!!

02 august 2012

Stribeis

Sommerferie. Sol. Hjemme. Klassekammerat på besøg. Leg ude & inde. Grin. Smil. Hygge. Gode timer.
OG Milkshake lavet af sødmælk og stribeis. MUMS

01 august 2012

Den sidste brik

Den sidste brik er lagt. Det har været hyggeligt, og jeg har smilet flere gange af de mange skønne typer og ansigts udtryk på motivet. En danse konkurrence når den er skørest...
Akkurat som når jeg læser slutningen af en god bog, så kan det ikke gå hurtigt nok, samtidig med at jeg heller ikke kan lide at jeg snart når sidste punktum. Sådan sad jeg her til morgen, da der var ganske få brikker tilbage, skyndte mig, var spændt og så sad jeg bagefter med en lidt flad fornemmelse i kroppen.
Nu kan jeg skille det ad, pakke det sammen & ejermanden kan få det igen.
Skulle man smutte ind til byen og erhverve sig et nyt mon...

15 juli 2012

Fødselsdagsgaver...


Der var dengang hvor det var LEGO og kun LEGO, så var der dinosaur perioden...
Hvad mon der gemmer sig bag de indpakkede gaver i år?
Kan IKKE vente til at drengen min åbner gaver i morgen

11 juli 2012

Cute maybe, but not ugly!


Navnet Ugly Doll bryder jeg mig IKKE om, jeg synes det er sjovt at lave fantasifulde, mærkelige eller sjove dukker, men forstår ikke rigtigt det der med grimme dukker.
Ja nu er der måske nogen der tænker at min dukker er grim, men den er tænkt som sød, sjov, fræk eller andet, men ikke grim!

Da jeg i morges sad og skrev noter til min håndarbejds undervisning til næste skoleår, beskrev jeg en Ugly Doll. Dernæst tænkte jeg at jeg da skal sy en op som et eksempel eleverne kan lade sig inspirere af. Det er noget nemmere at se for sig ellers kan det altså godt blive temmelig abstrakt eller svært at forstå for eleverne. Det er bare pænt tidskrævende at sy diverse eksempler op, men i år har jeg valgt at gøre det i håb om at det bliver både sjovere og nemmere for både mine elever og mig...

Men da jeg så skulle tegne og klippe min egen Ugly Doll, kunne jeg mærke at jeg bestemt ikke havde lyst til at lave en grim dukke, så jeg tegnede noget sødt, fjollet, underligt i stedet for. Tænkte at mine dukker skal hedde cute & funny dolls, men kunne egentlig godt tænke mig at det er et mere favnende ord, altså et der dækker over flere ord, forstår du? Og faktisk gør det mig ikke noget hvis det er et dansk ord, men vigtigst er det at finde et godt navn for de hersens bamse eller dukker eller hvad man end vil kalde dem...

Har du et godt navn?


(har netop googlet Ugly Dolls og set billeder, de er ikke så grimme som jeg huskede dem, så det er blot navnet jeg stritter imod overfor...)