En bid af paradis

Hvad er paradis? Hvor ligger det? Hvordan er det begreb lige opstået? Tror du på helvede, paradis, eller at komme i himlen?
Jeg ved ikke hvad jeg tror på. Men jeg ved at jeg har været i Paradis, eller ihvertfald set en bid af det! Det er mange år siden nu, og som så mange andre fredelige, smukke, eksotiske, idylleriske og uberørte steder her i vores store verden, er mit paradis garanteret ikke sådan som da jeg var der for nu 16 år siden...
Min mor boede dengang på Salomonøerne, og jeg i Paris. En sommer rejste jeg den lange vej dertil for at holde en måneds ferie. Denne måned vil jeg sent glemme, det var et eventyr, en rejse uden lige, en oplevelse jeg altid vil have med mig, som ingen kan tage fra mig.

Jeg tillærte mig "the solomon shuffle" (den rolige gang som de indfødte havde). På Salomonøerne havde man god tid, hvilket for mig var en kæmpe kontrast til det travle liv i Paris. Jeg kom fra masser af trafik, trapper op og ned fra metroen, lange arbejdsdage, og hektisk byliv til det sande paradis. De vildeste strande, smukke mennesker, en flot turkist hus, men mest af alt RO.
Den måned jeg var der, drømte jeg meget hver nat. I mine drømme passerede nærmest alt og alle gennem. Min mor beskrev det som en kommode hvor jeg ryddede op i, fik tingene på plads, bearbejdet det...

Sådan en måned, sådan en oplevelse kunne jeg godt ønske mig igen, og jeg kunne godt ønske mig det for alle! Men jeg kommer ikke til Salomonøerne igen, jeg vil huske det som det så ud i 1995! Jeg må opleve en bid af paradis et andet sted på jord...
Har du oplevet paradis?

Og hvorfor skriver så lige pludseligt om dette, på sådan en regnfuld oktoberdag? Jo jeg var i sidste weekend på Langeland hos min søster. Hun har et flot stort skolekort hængende på væggen, og én af dagene da jeg kom forbi faldt mit blik på Salomonøerne, og jeg drømte mig for en stund tilbage. Det blev foreviget, og gemt i kameraet, så jeg havde det tæt på mig, det her fantastiske sted om ligger langt væk fra lille Danmark!


Jeg kan ikke slutte dette indlæg af uden at fortælle om hjemrejsen. Nu var det jo sådan at jeg boede i Paris, og da jeg rejste til Salomonøerne var jeg 23 år. Jeg var efterhånden vandt til ikke at være tæt omgivet af min nærmeste familie. Dette da min har rejst en del rundt i verden, dels via sit job som sygeplejerske, og da min søster også har været lidt omkring, min far var nogle år forinden flyttet til Normansiet så ham havde jeg nu tæt på.
Den dag jeg skulle rejse fra Salomonøerne var jeg trist og jeg havde IKKE lyst til at rejse fra min mor. Jeg har ikke meget overskud hvis jeg er ked af det eller træt, og kunne vist heller ikke helt overskue rejsen hjem.
Bedre blev det ikke da jeg stod i Brisbane og var klar til at skifte til næste fly mod Europa, og fandt ud af at vi havde set forkert på billetten, så jeg skulle først flyve videre næste dag. Uha så blev jeg for alvor ked af det, græd og gjorde ved, følte mig MEGET ALENE i den store verden!!! Heldigvis befandt jeg mig i Australien, for er der nogle der er venlige og søde så er det da australierne! En flink fyr fra Quantas hjalp mig, fandt mig en telefon og ved fælles hjælp fik jeg ringet til Salomonøerne, jeg ville jo bare gerne være hos min mor! Heldigvis havde min mor stukket et bundt australske penge i hånden på mig inden afrejse!

Men alt endte godt, faktisk meget meget godt!
Jeg blev hjulpet afsted til et hostel, hvor jeg overnattede, og jeg havde en fantastisk dag i Brisbane. Så kænguruer, sejlede og aede en Koalabjørn! Mine billeder i albummet minder mig jævnligt om at det var en dag jeg sent vil glemme, det var én af de dage som jeg samler på!
Tårene var væk, dog ikke savnet, men jeg var glad og det endte godt. Jeg kom sikkert hjem til Paris og genoptog hurtigt mit travle pariserliv, med hurtige skridt og daglige ture med metroen, og de lange dage i skrædderiet...