Engang havde jeg en drøm og en forestilling om at når jeg skulle giftes, så skulle det da naturligvis være i en kirke, kjolen skulle være rigtig fin og ringen ligeså. Mine egne forældre var gift i 10 år, og på et eller andet tidspunkt efter de blev skilt, fik jeg den idé, at det var dumt at blive gift for man bliver jo alligevel bare skilt! Nok påvirket af mine forældres skilsmisse, men nok også fordi mange blev skilt dengang. Jeg har ikke mange venner hvis forældre stadig er gift eller bor sammen.
For 9 år siden var vi til det første bryllup i vennekredsen, og siden da har der været pænt mange bryllupper. Faktisk er Anders og jeg nogle af de få der ikke er gift i vores vennekreds. Der har både været kirkebryllupper & rådhus vielser, sid ned med sange og taler fester, fede fester med vild dans til den lyse morgen, store og små fester, ja lidt af hvert.
Ikke for at fornærme nogen, men jeg nåede et tidspunkt hvor jeg havde meget svært ved at blive rørt over at nogle blev gift, det var som om magien der er forbundet ved sådan en ceremoni, var forduftet. Jeg blev lissom ikke rigtigt ophidset over det længere. Det lyder måske ikke pænt, men sådan følte jeg det i en periode. I samme periode tror jeg der skete det at jeg selv mistede lysten til at blive gift...
Siden jeg blev gravid med Max har både min kærestes far, bankrådgivere m.fl. spurgt til om vi da ikke skal giftes. Det tog mig mange år før jeg fandt ud af vigtigheden (rent praktisk) i at blive gift når man har børn sammen. Det var først da min bankrådgiver for nylig smækkede lagkagemodelen lige op i synet på mig med ordene "her ser du hvad enten Anders eller du vil stå med i tilfælde af at en af jer går bort". Jeg kan love jer for at det var et meget trist lille stykke lagkage der ville blive tildelt den efterladte!!!!
Den dag gik det op for mig at det er vigtigt at blive gift eller på anden måde sikre sin partner, og det begyndte at stresse mig en anelse...
"Det rigtige bryllup"
Egentlig synes jeg det skal være romantikken og forelskelsen der fører til ægteskab, har altid forestillet mig hvordan det vil være den dag (hvis jeg er så heldig altså) at der er en mand der frier til mig. En ting er sikker, man skal elske den man gifter sig med!!! Men kan et bryllup eller en vielse ikke ske af lutter praktiske årsager? Jeg tror jeg er nået dertil at det er helt ok.
Det med kirke og hvid kjole, sange og taler tror jeg alligevel ville føles forkert for Anders og mig, for hvem cowboybukser og gummisko er yndlingsoutfit, og noget vi gerne tager på både til hverdag og fest! -jeg gør mig det altså også i kjoler og høje hæle... og for os der er mere til det afslappede end en fin fest hvor vi er i centrum hele dagen...
Det jeg tænker mest på er at sørge for den anden og børnene i så fald at den ene af os skulle gå bort, hvilket ikke må ske, men man kan jo ikke vide sig sikker vel?!
Om ganske kort tid, helt præcist d.4.januar er det 14 år siden at Anders og jeg blev kærester, to børn har vi fået, vi bor i den 3. lejlighed, vores lejlighed, vores hjem hvor vi bor sammen os fire.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg på tidspunkter har haft lyst til at løbe skrigende bort, det tror jeg alle i et længere parforhold eller ægteskab oplever! Det har ikke altid været en dans på roser, men det er hårdt arbejde at holde gang i et parforhold og skabe en familie, og jeg synes sgu vi har gjort det godt!
Jeg elsker Anders. Jeg vil gerne giftes med Anders! Jeg vil gerne fries til af ham! Men jeg kan også sagtens indgå en aftale henover spisebordet!
Vores fælles overvejelser går på hvordan vi skal fejres! Hjemme, på restaurant, kun os to, eller os to og børnene, i hemmelighed, kun med familie, den store model med både venner og familie... Pindemadder, brunch, buffet, 3 retters menu...
En ting er sikkert, vi vil hellere bruge en masse penge på en rejse ud i verden sammen med børnene end på at bespise venner og familie.
Skal vi have ringe, et ur, et smykke, tatovering...
Og hvorfor skriver jeg så alt dette til jer?
Måske dig der læser med kan bidrage med noget, inspirere mig, give gode råd og idéer... Hvordan blev du gift? friede din mand eller du?
Til dig der er gift: jeg synes du er heldig for jeg vil altså også giftes!
Jeg har kun ét råd. Mærk efter, og gør det lige som I gerne vil. Man kan alligevel aldrig leve op til alles forventninger.
SvarSletHilsen fra en, der har sølvbryllup om 5 måneder. (Og vi kan ikke finde ud af, hvordan det skal fejres....)
Vi blev gift i al beskedenhed og stilhed, da vi ventede vores ældste søn, med løftet til hinanden om, at den store fest med venner, familie, dans og taler skulle holdes ret hurtigt efter.... Det er nu 7,5 år siden!! Nu er der så meget andet end fest vi prioriterer højere. F.eks. at rejse!
SvarSletJeg er glad for vi giftede os, selvom det var af praktiske årsager. Selvfølgelig elskede vi hinanden og det gør vi stadig, men det behøver man jo ikke bespise hele familien i dyre domme for at bevise. Det vigtigste er jo, at vi i hverdagen har det godt sammen som familie, som kærester, som ægtepar og som hinanden fortrolige og bedste venner.
Jeg er sikker på i træffer den rigtige beslutning ved at gifte jer... bare for en sikkerheds skyld.
Det ændrer jo ikke noget i dagligdagen, at i får et stykke papir, som bekræfter, at hvis noget skulle ske med en af jer, så er den anden part sikret. Det er jo bare lidt som at købe en ekstra forsikring...
Ha en god advents søndag.
Kh. Malene
Hej Malene
SvarSletJeg bliver meget glad for din kommentar, og rørt så jeg får gåsehud. Du skriver så fint det som jeg i virkeligheden nok tænker...
TAK!
Hej Gaia
SvarSletJeg er fuldstændig enig med dig - bryllupper mister ofte det det virkelig handler om, nemlig kærligheden og fejring af denne.. Vi blev gift i foråret og hold op hvor skal man sluge mange kameler når man har familie fra vestjylland der gerne vil have suppe-steg-og-is-bryllup.. Men jeg holdte fast; det blev turkis sæt til brudgom, afslappet buffet, kreativ oppyntning og hjorte oooover alt. Ingen pligtsange/taler var formanet, så det var kun dem, der virkelig ønskede at gå imod vores ønske, der rejste sig... Jeg ku ikke have drømt om en bedre dag..
Mit råd til dig; bryllup ER dyrt - uanset hvordan du vender og drejer det.. Så er ønsket ikke den store klassiske traditionelle (læs; dyyyre) fest, så bliv da viet på en fed rejse udenlands på en lækker strand.. Min drøm inden bryllups-toget kørte afsted med mig - var en lysning i skoven med nogle få vidner... Hvis du gerne vil fejre jeres kærlighed, er der mange intime måder at gøre det på..? GO FOR IT!!
Mange klem Louise
Man kan jo blive gift i en have, på et skib, på en strand eller i sin egen stue! Det behøver ikke være på Rådhus eller i Kirke. Find et sted, der betyder noget for jer: Gode minder, der hvor I mødte hinanden eller hvad I føler for.Brug ikke penge på brylluppet I ikke har. Det er ikke den ydre flothed, der tæller,
SvarSletmen det indre og det i har sammen, I to og jeres børn!Stille, roligt , intimt , to der sige JA i trygge, hyggelige omgivelser uden overfladisk festivitas - det må være lykken!
Kærlig hilsen Held og Lykke
Hej Gaia
SvarSletJeg kender jo dine tanker om emnet - en af de mange ting vi nåede omkring på vores dejlige tur til Odense:)
Og måske fik jeg også sagt, at Jesper og jeg tog et stille og roligt bryllup med børn, skovtur på Frilandsmuseet og spisning i Det Kinesiske Tårn i Tivoli. Det var den skønneste dag, som vi altid vil se tilbage på med glæde.
Dog vil jeg sige, at min mor aldrig har tilgivet mig for ikke at have inviteret hende til brylluppet, så det skal du da bare lige overveje. Håber selvfølgelig ikke, at din mor er lige så stramtandet som min.
Og så det der med frieri... Jeg havde været sammen med Jesper i fire år, og han havde stadig ikke gjort noget ved det, så jeg tog selv tyren ved hornene! Sendte ham blomster på jobbet, inviterede ham ud at spise og spurgte ham så. Heldigvis sagde han ja:)
Go for it, Gaia - præcis på den måde som passer til dig og Anders.
Knus fra Puk
Vi havde et skønt bryllup, hvor vi gik "all in" på et brag af en fest med alle vores venner, og knap så meget familie (dem har vi jo ikke selv valgt :-)). Men ville ønske jeg kunne gifte mig med ham 100 gange mere, for der er jo så mange fantastiske måder at gøre det på.
SvarSletJeg synes det er helt ok at gifte sig af praktiske årsager, og når I står der på dagen, om så det bliver på stranden, på rådhuset eller i kirken, vil jeg love dig for at du glemmer alt om det praktiske, og så er dagen præcis den samme, lige så fantastisk, romantisk og ikke mindst JERES, som hvis det havde været bryllup af andre årsager end de praktiske. Jeg hepper på jer. Det er fantastisk at blive gift. Kh Johanne