Kender du følelsen af at være forelsket i en anden person, at være tiltrukket af vedkommende og bare blive glad og varm indeni. Jeg er forelsket i min kæreste, men jeg er også forelsket i andre personer. Hold godt fast, det er slet slet ikke den samme forelskelse jeg taler om her.
For noget tid siden var jeg til et foredrag med Sarah Zobel Kølpin. Vi kender hende alle som balletdanserens kone, og fra ugebladende. Sarah er også psykolog, og et rigtig dejligt menneske er jeg sikker på. Dette siger jeg uden at kende hende....
Første gang jeg stiftede bekendtskab med Sarah var da hun i Aftenshowet fortalte om hendes bog "Lev dig lykkelig -med positiv psykologi". Jeg faldt pladask for hende, hendes smil, hendes dejlige øjne og hendes blide og rolige stemme og fremtoning! Siden da har den bog stået på listen over bøger jeg gerne vil eje og som jeg også meget gerne vil læse!
Når aftenskolekatalogerne kommer, plejer jeg at læse listen over foredrag igennem, i håb om at finde noget spændende. Denne gang var der så et foredrag med Sarah Zobel Kølpin, om positiv psykologi. Jeg var ikke et sekund i tvivl, dette var det helt rette tidspunkt, jeg havde brug for dette indput, og den inspiration som jeg var sikker på at hun kunne give mig! Jeg tilmeldte mig med det samme og begyndte at glæde mig til d.26.oktober!
En kold tirsdag aften cyklede jeg afsted mod Gladsaxe bibliotek, det holdt hårdt, for det var både mørkt og koldt, jeg havde været på arbejde OG til lærermøde, men det holdt mig naturligvis ikke tilbage!
Da jeg ankom var der allerede kommet mange, jeg fandt en stol på 1. række og tænkte, jamen selvfølgelig da, hvorfor sidde bagerst når man kan få det helt tæt på, hvorfor være så beskeden... Fra forreste række kunne jeg rigtig fornemme Sarah, og meget bedre følge med. Det bliver på den måde meget mere intimt, lidt lissom en koncert på Loppen, hvor man er så tæt på at man kan se svedperlerne på musikernes pande, hellere det end en storskærm langt væk... Sarah er et lille væsen. Hun er slank, lækker og blid, hun har en dejlig stemme og hun er både privat og død professionel på én gang. Hun satte publikum i gang med 3 små aktiviteter, super idé, og slet ikke kejtet som sådan noget godt kan være!
Én af øvelserne gik ud på at tænke på hvornår man sidst var lykkelig. Jeg husker tydeligt hvad jeg tænkte på. Prøv selv. Luk øjnene og tænk på hvornår du selv var lykkelig sidst!
Bogen er nu kommet hjem og bo hos mig, og jeg er så småt gået i gang med den, er ikke nået langt men kan varmt anbefale den!
Og hvad var det så lige med de hjerter???
I fredags var jeg til julefest på mit arbejde. Med til festen havde jeg en lille hyggelig ting. Hvor idéen kom fra kan jeg slet ikke huske! Men mon ikke Sarah, mit hjerte fra nissevennen og denne søde julestemning har sat det igang...
I min taske havde jeg en masse pink og røde håndklippede papirshjerter. Jeg fik ikke taget billede af mit lille arrangement, så derfor den uddybende beskrivelse... Under middagen indrettede jeg en høj skrivepult, med rød dug, en underkop med to fyrfadslys, en skål med hjerterne, et glas med skrivegrej. Og ganske kort præsenterede jeg dette lille røde hyggested for den store flok af kollegaer.
Meningen var at man kunne gå op i løbet af aftenene, tage et hjerte og give det videre til en anden, enten en kollega eller en derhjemme. Man kunne skrive på det eller bare overrække det til den anden og sige nogle søde ord med det.
Jeg var enormt spændt på om min lille idé ville blive godt modtaget. Det blev en succes, der var mange oppe ved bordet i løbet af aftenen, og jeg måtte sågar hive saks frem og klippe flere hjerter...
Selv fik jeg en god portion, og jeg er meget glad for mine hjerter, de luner, gør mig glad og de bliver gemt!!!
En portion hjerter, der luner, gør glad og opmuntrer!!!
Gode og kærlige ord. Komplimenter. Ros og positiv kritik. Inspiration, hjælp og trøst. Opbakning og anerkendelse. Vi skal have spredt noget mere kærlighed i verden!!!
For noget tid siden efterlyste jeg gode og dejlige ord. Der kom en masse bidrag, nogle af dem blev straks omsat til korsstingsbroderi og disse blev til pynt på en "glad nøglering". Nøgleringene rejste med til julemarked i Odense hvor de fleste blev solgt. Jeg har nogle enkelte tilbage og agter at lave flere, for der er stadig mange gode ord på listen, som jeg ikke har nået endnu.
Billedet er fra vores stand på julemarkedet, og desværre er der ikke meget lys, men så snart de næste er færdige kommer der et bedre billede!
To af de bøger der står i min vindueskarm ved siden af min seng...
Jeg synes du skal klippe nogle hjerter og sende eller give dem til nogle du gerne vil sige nogle positive ting til. Sådan et hjerte luner meget mere end man lige tror...
Kærlighed til alle!
nu bliver jeg da vildt nysgerrig ,jeg kan regne ud du ikke bor langt fra Gladsaxe bibliotek så du må bo i nærheden ,jeg bor i bagsværd og jeg kan læse du er læreinde .... jeg har børn på 3 forskellige skoler i Gladsaxe er du lære på en af dem :)
SvarSletde går på bagsværd skole - værebroskole - stengårdens skole :)
jeg har altid syntes at Sarah Zobel Kølpin var smuk og måske jeg skulle læse en af hendes bøger :)
og man kan sagtens være forelskede i flere på en gang ... jeg elsker min mand og mine børn og min mor og mine venner bare ikke på helt samme måde :)
kan godt blive forelskede i noget flot en eller anden har syet eller strikket :)
Hejsa Beladotte
SvarSletJeg bor på Nørrebro og arbejder på Gentofte skole
Hej søde Gaia
SvarSletDet er en super idé. Måske jeg skulle prøve til vores egen julefrokost på fredag... Det er dejligt med al den LOOOOVE, men jeg må lige spørge: Var der nogen, der slet ingen hjerter fik?
Kram fra Puk
Der ved jeg faktisk ikke....
SvarSletMen nu du spørger kan jeg da godt få det lidt skidt over at nogle måske har siddet og set os andre få og ingen selv har fået...
Men faktisk synes jeg det foregik meget diskret, folk listede bare rundt med hjerterne.
Synes klart at du skal prøve på din skole!
Jeg kender i hvert fald en hvor hjerterne varmede. Glædelig Jul Gaia.
SvarSletGodmorgen Gaia! Jeg "faldt" lige over din blog ved at følge et link fra Puk... Jeg var solgt på stedet; det var det med hjerterne og din hang til positivitet, der gjorde udslaget... Du har nu en fast læser mere! Glædelig jul til dig!
SvarSlet-LisBeth.